Annonce
Lokalavisen Lemvig

Far sikrede som buschauffør forbindelsen mellem frihedskæmperne

Johannes Madsenhjalp frihedskæmperne i Lemvig og Struer. Her ses nogle af dem fra Lemvig gå gennem gaderne efter befrielsen i 1945. Her var lærer Laurids Moustgaard ikke med. Han døde i fangenskab, efter tyskerne tog ham. Inden da havde Johannes Madsen jævnligt bragt pakker til ham fra kollegaerne i Struer.
Johannes Madsen kørte bussen mellem Lemvig og Struer, og han udførte et ikke ufarligt job med at bringe pakker mellem frihedskæmperne under krigen - sønnen Svend Madsen fortæller
Annonce

Lemvig: Svend Madsen, Nørrebjerg 21, Lemvig, sender i anledning af 75 året for befrielsen denne erindringshistorie om sin fars indsats under tyskernes besættelse.

Under 2. verdenskrig, da Danmark var besat af tyske tropper, kunne frihedskæmperne ikke bruge telefon og postvæsen, når de skulle sende vigtige meddelelser, der ikke måtte komme i tyskerne besiddelse.

Min far Johannes Madsen var i 43 år buschauffør ved DSB på strækningen Lemvig – Struer. En af lederne i frihedsgruppen fik den idé at spørge ham, om han ville stå for en sikker forbindelse mellem frihedskæmperne i Struer og Lemvig. Han ville selvfølgelig gerne hjælpe, så når der skulle sendes en pakke eller et brev, gik en frihedskæmper op til Struer Banegård, hvor DSB-busserne holdt. Hvis far ikke var der, gik han igen med pakken. Det kunne de andre chauffører ikke forstå, men først efter krigens afslutning fik de sandheden at vide. Var far der, tog han imod pakken og tog den med til Lemvig. Han fik aldrig at vide, hvad der var i pakken. Han skulle give den til lærer Laurids Moustgaard personligt. Han boede kun tre huse fra min fars hus. Det gik godt i lang tid, men en gang havde vi været ude at rejse, og på vej hjem passerede vi forbi Moustgaards hus. Pludselig kom hans genbo, Jesper Jensen, ud og sagde: "Har I hørt, at Gestapo har arresteret Moustgaard?" Det havde vi jo ikke, for vi havde været ude af byen. Moustgaard døde desværre i tysk fangenskab.

Jeg kendte Lærer Moustgaard rigtig godt. Jeg havde ham til regning i skolen, og han var en rigtig dygtig lærer. De havde en datter, og hans hustru var gravid. Efter Moustgaards død fødte hun en søn, der fik navnet Laurids efter faderen. Da jeg mange år senere blev lærer ved Lemvig Skole, mødte jeg sønnen igen – denne gang som elev.

Far sendte mor og mig op til vores hus i Nørrebjerg for at se, om der var fri bane. Måske ventede Gestapo på far her. Heldigvis var der fri bane. Far lod sig ikke slå ud. Nu skulle han aflevere forsendelserne hos Doktor Erik Skeller, der havde konsultation i Vestergade. En gang, han var derinde med en hemmelig pakke, blev der banket hårdt på døren. Begge mænd stivnede, og Skeller sagde: "Skynd dig at tage noget af tøjet af, som om du er her til undersøgelse. Så kan jeg redde dig." Heldigvis var det ikke Gestapo.

Tyskerne havde soldater, som de sendte som grundposter fra garnison til garnison. En dag havde far en soldat med fra Struer til Lemvig. I Lemvig skulle soldaten ind på rutebilstationen efter sin cykel. Stationen var en gul bungalow, der lå i Østergade. Bestyreren hed Fjordside. Han var ikke særlig hurtig, når det drejede sig om en tysk cykel. Soldaten blev rasende og råbte og skreg. Til sidst trak han sin revolver og sigtede på de to mænd. Far sagde til Fjordside: "Ring til det tyske militærpoliti". Da soldaten hørte dette ord, stivnede han og smed revolveren og faldt på knæ. Han bad så mindeligt om, at de ville lade være med at gøre dette. Det ville nok have været en sikker billet til Østfronten. Fra den dag havde de ingen problemer med ham.

Dækkene var meget dårlige og nedslidte under krigen, og derfor punkterede busserne ofte – af og til flere gange hver dag. Ofte virkede dunkraften ikke. Far havde på et tidspunkt en kurer soldat med, men han var en hel anden type. Han hadede Hitler og krigen. Hans mor havde en restauration i Wien. Da han så fars problemer med dunkraften, sagde han til ham: "Få alle passagerer ud af bussen". Det var heldigvis en af de små busser med plads til 14 passagerer, så da folk var kommet ud af bussen, kunne soldaten løfte bussen så meget, at far kunne skifte hjulet. Han var en kæmpe og østrigsk mester i brydning.

Far fortsatte resten af krigen med at sikre forbindelsen mellem frihedskæmperne i Struer og Lemvig. Det var bestemt ikke ufarligt, men heldigvis endte det godt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Nu bygger vi bro

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce