Annonce
Lokalavisen Lemvig

Fjerde sæson i Lemvig Fitness

Merete Pedersen er ny i Lemvig Fitness med ansvar for blandt andet holdaktiviteterne. Foto: A.P. Christensen
Motionscentret i Lemvig Idrætscenter skal i gang med den fjerde sæson og har nye tiltag på programmet
Annonce

LEMVIG: Lemvig Fitness, der jo er en del af Lemvig-Thyborøn Håndbold, starter nu den fjerde sæson i lokalerne i Lemvig Idræts- og Kulturcenter.

Vicky Munksgaard er efter tre år stoppet som daglig leder af motionscentret, og i stedet er det en gruppe på fire personer, der står for ledelsen af centret. Det er Henning Sørensen, Jens Ole Mehl, Flemming Gade Nielsen og Merete Pedersen.

- Vi har cirka 700 medlemmer, og vores DNA er, at vores motionscenter er drevet af en høj grad af frivillighed. Det ændrer dog ikke på, at vores instruktører besidder en høj grad af faglighed. De ved, hvad det handler om, så medlemmerne får stort udbytte af træningen, forklarer Henning Sørensen.

Individuel træning efter personlige programmer, holdtræning og spinning er hovedaktiviteterne i Lemvig Fitness.

- Der er absolut plads til to motionscentre i Lemvig, og i den sammenhæng er vi jo lillebror, og vi har da altid plads til flere medlemmer, siger Henning Sørensen.

Der bliver større og større fokus på at holde sig i god form og at holde kroppen ved lige.

- Det er vigtigt at holde sig i gang ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, men det handler også om velvære - og så bliver man altid i godt humør, når træningen er veloverstået, mener Merete Pedersen.

Annonce

Populær holdtræning

Merete Pedersen er uddannet ergoterapeut og blev ansat i Lemvig Fitness i november måned.

- Jeg er helt vildt glad for at arbejde i motionscentret, hvor der er glade medlemmer og herlige kolleger, siger hun.

- Vi oplever, at der er stor interesse for at være med på et af de mange hold, vi udbyder. Udover selve træningen giver det et godt fællesskab med socialt samvær at være med på et hold.

Som eksempler på nye hold nævner hun Krop & Sjæl, hvor der tages udgangspunkt i lette yoga-stillinger og vejrtrækningsøvelser samt afspænding og meditation. Det er Jette Kloster, der står for dette hold.

Fysioterapeut Jens Christian Johs-Mathiasen står for et ryghold, der er en god og effektiv træning - både efter et sygdomsforløb eller for at forebygge eventuelle rygskader. På holdet trænes muskler samt holdning i hele rygsøjlens forløb.

Ny instruktør er også Iryna Davlikamova, der har et hold med titlen "Bollywood-dans". Det er fitness, som kombinerer dynamisk koreografi med hot musik fra Indien.

Det er som sædvanlig morgenspinning kl 5.30 for alle, der gerne vil starte dagen med motion.

Retro-Fit er også et nyt tilbud til alle, der elsker gammeldags aerobic med god musik. På holdet er der fokus på at få trænet hele kroppen igennem, og hver enkelte øvelser kan gradueres, så alle kan være med. Else Olesen står for dette hold.

Merete Pedersen står for holdet "Sund Idræt", der er et formiddagshold med bevægelse for den obligatoriske kaffe med plads til en god snak.

- Vi er 26 instruktører i Lemvig Fitness, der har åbent 365 dage om året fra kl. 05.30 til kl. 22. Kig endelig inden for, hvis I har brug for flere informationer, siger Merete Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce