Annonce
Lokalavisen Lemvig

Fortællinger fra dengang man foldede hænderne på Sømandshjemmet og om en øl

Årets udgave af Lemvigbogen er netop kommet i handlen. Foto: Jesper Lundsgaard
Årets udgave af Lemvigbogen byder på et bredt udvalg af historiske fortællinger fra hele området.
Annonce

Lemvig: Der er masser af spændende fortællinger fra lokalområdet i årets udgave af Lemvigbogen, der netop er sendt på gaden.

Børnene efter Erling Skougaard fortæller om deres fars maskinfabrik i Ramme, hvor han arbejdede til han var langt oppe i 90'erne. Der er også mulighed for at læse om Industrihotellet gennem 100 år og fodboldhistorie fra Tangsø.

I 2008 skrev Bent Vifert Larsen fra Kalvehave en fortælling til Lokalarkivet i Thyborøn-Harboøre-Engbjerg om sine oplevelser i 1957, hvor han som værnepligtig minør var udstationeret i Thyborøn. Fortællingen har fået sit eget kapitel i årbogen, der er rigt illustreret.

Den tyske besættelsesmagt havde ved kapitulationen i maj 1945 forladt Thyborøn uden at efterlade et kort med fortegnelser over, hvor der var udlagt miner. Derfor blev det en opgave, der strakte sig over mange år for den danske marine at finde og uskadeliggøre minerne.

En del af minerne var placeret ud for Thyborøn, og her var Bent Vifert Larsen med til at søge efter miner mellem høfderne. Men det var også oplevelserne uden for arbejdstid, der stod i Bent Vifert Larsens erindringer.

Annonce

Flyttede fra Sømandshjemmet

De i alt seks minører og dykkere boede i begyndelsen på Sømandshjemmet i Thyborøn, men en dag fik en af minørerne en ide om at flytte over i vandbygningsvæsnets bygninger. Her blev der rigget hængekøjer til i bygningerne, og med en kogeplade og stegepande klarede de udsendte sig fint med kosten. De spiste masser af fisk, for dem kunne de som regel få gratis hos fiskerne, der var ved at losse.

"Så var vi også fri for at takke Jesus for den daglige mad, og vi mente jo nok, at vi selv arbejdede for føden", skriver Bent Vifert Larsen.

Minørerne blev som andre unge også tørstige i fritiden, og dengang var Thyborøn stadig præget af Indre Mission. Derfor var det svært at finde et sted, hvor det var muligt at købe øl. I takt med, at de lærte fiskerne og især matroserne på redningsskibet Vestkysten at kende, fandt de frem til de små steder, hvor man kunne købe øl og spiritus.

"Her kunne vi endda møde nogle af dem, der tidligere havde siddet med foldede hænder på Sømandshjemmet. Men nu sad de og foldede hænderne om en øl", skriver Bent Vifert Larsen i sine erindringer, som man kan læse i Lemvigbogen.

Ud over de nævnte historier fortæller Christian Futtrup om sit liv i Gudum, mens der også er blevet plads til barndomserindringer fra Dybe.

Årets Lemvigbog skulle have været præsenteret ved Arkivernes Dag, der skulle være afviklet 14. november i Lokalarkivet i Harboøre. Arrangementet er dog blevet aflyst, og i stedet kan bogen nu købes i Lemvig Boghandel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce