Annonce
Lokalavisen Lemvig

Frk. Askepot i Thyborøn har succes med live-udsalg på Facebook

Sofie Søndergaard Jensen (tv) og Maja Lyng har stået for tre live-udsalg på Facebook for butikken Frk. Askepot i Thyborøn. Pressebillede
Frk. Askepot i Thyborøn har nu tre gange med succes holdt live-udsalg på Facebook. Den fjerde finder sted tirsdag den 26. januar kl. 19.

Thyborøn: Når man nu ikke kan holde udsalg på traditionel vis på grund af corona-nedlukningen, så må man jo finde på et alternativ.

Sådan tænkte 18-årige Maja Lyng og 23-årige Sofie Søndergaard Jensen fra Thyborøn. De passer i øjeblikket Frk. Askepot i Thyborøn - butikken i Bredgade sælger hovedsageligt tøj, sko og lædervarer. Den ejes af Sussie Kjeldsen.

- Vi måtte tænke lidt ud af boksen og finde på alternativer til det normale udsalg. Samtidig fik vi inspiration fra, hvad butikker fra andre byer gjorde, siger Maja Lyng, der til dagligt går på HHX på Lemvig Gymnasium.

Alternativet hedder live-udsalg på Facebook. Alle interesserede kan følge med i seancen. Maja og Sofie præsenterer en vare. På et medfølgende skilt kan man se en før- og nu-pris på f.eks. en trøje. Samtidig står der, hvilke størrelser den findes i.

- Så skal kunderne bare skrive i kommentar-feltet, at de ønsker den pågældende vare og hvilken størrelse de gerne vil have. Den første, vi registrerer i kommentar-feltet, har så købt varen. Det fungerer meget godt, siger Sofie Søndergaard Jensen, der læser til pædagog i Holstebro.

De har indtil videre haft tre live-udsalg, der har været på cirka 45 minutter hver. Den fjerde finder sted tirsdag den 26. januar kl. 19.

Annonce

Mange kigger med

- Til den første var der cirka 180, der kiggede med, mens der var 285 til den anden og cirka det samme til den tredje. Så det er bestemt noget, som kunderne har taget godt imod, siger Sofie Søndergaard Jensen.

- Vi tager én uge ad gangen med live-udsalg, og så må vi se, om interessen bliver ved med at være lige stor, siger Maja Lyng.

En stor del af live-udsalg-følgerne kommer fra Thyborøn, men der er også mange, der kommer fra andre byer.

- Vi kan se, at følgerne kommer alle mulige steder fra, så det er fedt, siger Maja Lyng.


Vi kan se, at følgerne kommer alle mulige steder fra, så det er fedt.

Maja Lyng, Frk. Askepot


Det har også givet et fint salg. De har ikke det nøjagtige tal på salget, men det er nok ikke skudt meget ved siden med et salg på 80 varer pr. gang.

- Hvis det er lokale købere, så kan vi levere varerne, eller de kan også hentes ved døren. Hvis kunderne er længere væk fra, kan vi tilbyde at sende varerne, siger Sofie Søndergaard Jensen.

Nu kan man måske tænke: Hvis jeg nu køber et par sko på udsalg på denne måde, hænger jeg så på dem, hvis pasformen ikke er så god som forventet?

- Nej, det gør man ikke. Vi tilbyder at give et tilgodebevis, hvis der skulle være en vare, som kunden alligevel ikke ønsker, siger Maja Lyng.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce