Annonce
Lokalavisen Lemvig

Garant har købt Tæppegårdens gulvafdeling

Jørn Hedegaard (tv) fra Tæppegården og Bjarke Jensen fra Garant giver hinanden hånd på aftalen, og i disse coronatider kan vi lige tilføje, at der selvfølgelig blev brugt håndsprit bagefter. Foto: Allan Damgaard
Garant i Lemvig har købt Tæppegårdens gulvafdeling, og to medarbejdere fra Tæppegården, der lukker senest ved årets udgang, har fået job hos Garant.
Annonce

Lemvig: Forleden kunne vi fortælle, at Tæppegården i Lemvig lukker senest ved årets udgang, da indehaver Jørn Hedegaard har solgt bygningen til ØnskeBørn i Lemvig.

Nu har Jørn Hedegaard og indehaveren af Garant i Lemvig, Bjarke Jensen, indgået en aftale, der betyder, at Garant køber hele Tæppegårdens gulvafdeling, der også omfatter de løse tæpper.

Handlen har fundet sted, og varerne bliver flyttet op til Garant på Fabjergvej.

Desuden har to af Tæppegårdens medarbejdere, der arbejder med gulvbelægning, fået arbejde hos Garant, der nu kommer op på 12 medarbejdere.

- Det har været naturligt for os at lave denne aftale. Jeg er glad for, at handlen med tæpper og de andre ting fra vores gulvafdeling dermed kan blive i byen. Det er vigtigt, at så meget handel som muligt foregår lokalt, siger Jørn Hedgaard og fortsætter:

- Jeg er også glad for, at to af mine dygtige medarbejdere kan blive hjulpet videre i et nyt job hos Garant. Det betyder også, at de lokale kunder fortsat kan blive betjent af de medarbejdere, som de kender, siger Jørn Hedegaard, der har været ejer af Tæppegården i lidt over 20 år.

Garant overtager også én af Tæppegårdens varebiler.

- Jeg er glad for handlen. Der bliver meget at få flyttet, og vi kommer til at udvide vores afdeling med løse tæpper, siger Bjarke Jensen.

Annonce

Vil fortsat have åbent

Tæppegården vil fortsat have åbent, selv om gulvafdelingen nu bliver flyttet op til Garant. Der er stadig hele afdelingen med boligtekstiler tilbage, og Jørn Hedegaard har ikke nogen dato for, hvornår den lukker, og hvor der således bliver sat punktum for Tæppegården, der blev etableret i 1977 af Jørn Hedegaards far, Kristian Hedegaard.

Overdragelsen af Tæppegården til ØnskeBørn, der drives af René Salskov, sker ved årsskiftet, hvor René Salskov går i gang med at indrette bygningen, så den i fremtiden kan rumme ØnskeBørn, der samtidig udvider med en legetøjsafdeling.

Bjarke Jensen og Jørn Hedegaard har ikke følt sig som konkurrenter gennem årene, selv om de langt hen ad vejen har kunder, der efterspørger de samme ting.

- Vi har f.eks. altid kunnet låne af hinanden, hvis det pludselig kneb med noget materiale eller hvis en maskine gik i stykker. Så derfor har det været naturligt, at vi tog kontakt til hinanden i en situation som denne, siger Bjarke Jensen.

- I øvrigt har vores fædre også arbejdet sammen hos Bo Bedre i Lemvig for mange år siden. Det er lidt sjovt at tænke på, siger Jørn Hedegaard.

Både Jørn Hedegaard og Bjarke Jensen er anden generation som indehavere af deres butikker. Bjarke Jensen har taget over efter sin far, Knud Aage Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce