I øjeblikket kan der høres skønne lyde ude i den vestjyske vinter. Lyde fra tajgaen og den sibiriske tundra. Fanfaren er fra vinterferierende sang- og pibesvaner, der på grund af arktisk vinter i yngleområderne, har søgt mod mildere spisekamre i det vestlige Danmark.
Typisk står de gulnæbbede svaner i pæne flokke på marker og er ganske tillidsfulde. De har ikke mange uheldige erfaringer med os. For mennesker er der ikke mange af i de gigantiske ødemarker i nord. Et par knopsvaner kan godt finde på at mænge sig lidt med gæsterne, men disse kan nu sagtens også være kommet fra Norge og Sverige, mens en pæn del af den danske bestand, på lignende vis er søgt mod lidt mildere strøg sydpå.
Hvad stemmen angår, så stod knopsvanen ikke forrest i køen, da der skulle uddeles instrument. Den fik ikke den forlængelse af luftrøret, som er det, der giver de gulnæbbede bedre klang og resonans. Knopsvanen må nøjes med at kommunikere med lavmælte knurrende lyde. Men når det drejer sig om vingesus, så er den en del af lydfællesskabet. Tunge kroppe, tyngdekraft og luftmodstand afkræver den skønneste lyd, når fuglene skal holde sig oppe i det blå.
Med kikkert er det let at skille knopsvaner fra de gulnæbbede. Det orangerøde næb med den sorte knop er ikke til at tage fejl af. Langt vanskeligere er det med de gulnæbbede. Sangsvanen har mest gult i næbbet. Her strækker det gule felt sig som en kile hen under næseboret, hvor Pibesvanens gule stopper noget før, og fremstår som et lidt mindre gult felt. Endelig er pibesvanen den mindste af de tre, og har en lidt kortere hals. Alle tre svanearter har gråblå ungfugle jvf. ”Den Grimme ælling”, og hvad de unge angår, så er de endnu vanskeligere at artsbestemme, da fuglene er uden de gule felter i næbbet. Men hvor er det dog en sport at prøve at skelne arterne fra hinanden og finde de langt mere sjældne pibesvaner blandt de mange sangsvaner.
Fugletrækket er fantastisk. Tænk sig, at fuglene over tusindvis af år har fundet ud af, at der et par måneder om året er fødemuligheder tusinder af kilometer mod nord. Her kan de opfostre unger, for så igen at søge mod syd til egnede spisekamre, efterhånden som Kong Vinter slår til. For sådanne arter er det vigtigt, at vi mennesker beskytter deres trækruter og rastepladser. Pibesvanen er den af svanerne, der er mest udfordret. For den yngler i det nordligste, hvor en tidlig vinter, kan hindre ynglesuccesen.
At vi har mange svaner i Vestjylland skyldes, at vinteren er mild her, men det er også de vestjyske fjorde og enge, de søger, her fandt fuglene tidligere masser af føde. Svaner er planteædere, med deres lange halse er de tilpasset til at hente plantedele langt under vandfladen. Men vandkvaliteten i vores fjorde er alt for belastet af næringsstoffer og alger, hvilket har skygget vandplanterne væk. Derfor søger svanerne i dag ind på marker, hvor græs, vinterafgrøder og resterne fra majs- og kartoffelmarkerne nu bliver mulighederne for at sætte sul på kroppen. Gode fedtdepoter er livsvigtige for de to arter, for at de kan klare den kommende lange vej til sommerpladsen i nord.
Min opfordring skal være, kom godt ud i det fri agerland, ud i vinteren, gå efter lyden, og pludselig er du tæt på en flok af de skønne gulnæbbede.