Annonce
Lokalavisen Lemvig

Helle Langer fra 18b skal hjælpe med at finde nye Underværker

Helle Langer er med i den fem personer store jury, der skal vurdere Underværker-projekter fra hele landet. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Indehaveren af 18b i Harboøre, Helle Langer, er udpeget af Realdania til at sidde i en jury, der skal hjælpe med at udpege nye Underværker, som Realdania kan støtte.

Harboøre: Indehaveren af kulturstedet 18b i Harboøre, Helle Langer, har en finger med i spillet, når Realdania i fremtiden skal finde nye såkaldte Underværker at støtte.

I en pressemeddelelse skriver Realdania, at en "markant vestjysk ildsjæl er med i Underværkers jury".

Med den nye ansøgningsrunde er der nedsat en ny jury, som skal hjælpe Realdania med at udvælge projekter. Med om bordet sidder Helle Langer, stifter og bestyrer af kulturstedet 18b i Harboøre.

- Jeg glæder mig helt vildt til at blive inspireret af ildsjæle i alle aldre og fra alle egne. Hvem ved, om vi igen skal bevise, at iværksætteri, innovation og kreativitet ikke er geografisk bestemt, men gror i alle kroge. Skal vi ikke vise Danmark, hvad Vestjylland har at byde på?, siger Helle Langer.

Med i den fem personers store jury er Søren Vester fra Salling, og Helle Langer har tidligere udtalt, at netop Søren Vester var med til at inspirere hende til at tage springet og blive selvstændig med 18b i den tidligere brugsforening i Nørregade i Harboøre.

Realdania håber, at der er ekstra blus under ildsjælene i et vanskeligt år, hvor der er brug for initiativ, fællesskab og hverdagsglæde som modvægt til nedlukning, ensomhed og smittetal.

Med Underværker har den filantropiske forening Realdania støttet mere end 280 ildsjæleprojekter siden 2014. Nu har Realdania afsat 42 millioner kroner til tre nye ansøgningsrunder, hvor byggende ildsjæle kan søge støtte til at gøre deres idé til virkelighed.

Jury i Realdania

Juryen, der skal bistå Realdania med at udvælge nye Underværker at støtte, består af:

Helle Langer, som er stifter og bestyrer af kulturstedet 18b, Harboøre

Mia Maja Hansson, som er "madpirat", iværksætter og direktør i Kitchen Collective, underviser mm., København

Peter Plant, som er professor emeritus i pædagogik, økologisk landmand, forfatter og foredragsholder, næstformand i Torupfonden, LAG Halsnæs-Gribskov mm., Torup

Sarah Jarsbo, som er leder af Sydhavnens bylivskontor, leder af F16 Projekt Bureau og forkvinde i Foreningen Sydhavnen, Aarhus

Søren Vester, som er designer, tv-vært, foredragsholder og landdistriktsforkæmper, Thise.

Er man en ildsjæl med en god idé til et projekt, søger man ved at lægge sit projekt op på kampagnens hjemmeside, www.underværker.dk. Dernæst gælder det om at skabe opmærksomhed om idéen og få mindst 500 mennesker til at give den en stemme.

Når stemmerne er i hus, er man sikker på, at projektet bliver vurderet af Underværkers jury og Realdania ved næste ansøgningsfrist.

Underværker har tre ansøgningsrunder frem til 2023. Der er åbent for ansøgninger nu, og næste ansøgningsfrist er den 20. april 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce