Annonce
Lokalavisen Lemvig

Her gælder det om at løfte i flok... eller hvordan Peter fangede en indbrudstyv juleaften

Peter Breinholt har altid haft en fornemmelse af, at han skulle føre familiefirmaet videre, og siden 2011 har Annette og Peter Breinholt været eneejere af Rednings-Ringen. Foto: Johan Gadegaard
Peter Breinholt er direktør og indehaver af Rednings-Ringen, som hans forældre etablerede i 1960. Arbejdet sker i et tæt samarbejde med hustruen, Annette. Han er glad for de engagerede medarbejdere, og så spiller de kristne livsværdier en stor rolle i hverdagen. Han slapper af i familiens sommerhus og med at gå på jagt.

Lemvig: I sidste uges debut i vores nye serie, Direktøren, handlede det om en person i spidsen for en familievirksomhed.

Det gør det også denne gang. Peter Breinholt sidder nemlig bag rattet i det firma, som hans forældre, Bitten og Egon Breinholt Christensen, etablerede tilbage i 1960. Det er Peter Breinholt og hans hustru, Annette, der i dag driver firmaet.

- Jeg er vokset op med Rednings-Ringen, og det har altid virket naturligt, at jeg en dag skulle føre virksomheden videre. Det har jeg altid haft lyst til, siger Peter Breinholt.

Annonce

Peter Breinholt har to søskende - en storesøster og en lillesøster - og de blev hurtigt inddraget i arbejdet i firmaet.

- Vi passede f.eks. firmaets telefon, hvis vores forældre ikke var hjemme. Min far var jo typisk ude at køre. Jeg var også tit med min far ude til forskellige opgaver, og han var god til at inddrage mig i tingene. Jeg havde en stor interesse i de opgaver, vi skulle løse, siger Peter Breinholt.

I fællesskab

Egentlig kunne vi også begynde artiklen et helt andet sted. Peter Breinholt er nemlig ikke den type, der med vold og magt forsøger at stjæle rampelyset. Han vil lige så gerne - og måske hellere - rette spotlyset mod andre.

- Der er to vigtige faktorer bag driften af Rednings-Ringen. Det er vigtigt, at Annette og jeg driver det her i fællesskab. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Det kræver mange timer, og det har man den bedste forståelse for, når man selv er en del af det. Samtidig kan det heller ikke lade sig gøre uden dygtige og engagerede medarbejdere, og vi har heldigvis mange medarbejdere, der har været hos os i mange år. De faktorer betyder, at vi kan yde en god service, siger Peter Breinholt.

Annonce

Kaffepause i privaten

I øvrigt smelter arbejds- og privatliv også i en vis udstrækning sammen - som det sikkert gør for mange selvstændige. Annette og Peter Breinholt bor lige ved siden af Rednings-Ringen, og medarbejderne i kontrolcentralen er på hverdagene inde i privaten for at drikke formiddagskaffe.

- I løbet af arbejdsdagen kommer vi typisk ikke i kontakt med medarbejderne i kontrolcentralen. De sidder i et lukket og sikret rum. Derfor er det dejligt at kunne vende både arbejdsmæssige og måske mere private ting med dem i en kaffepause. Det er ikke altid, at enten Anette eller jeg kan være til stede, men vi forsøger at være det, siger Peter Breinholt.

Selv om han bruger en stor del af sin tid på administrative opgaver, så kan han stadig betjene vognparken, og han indgår således også i det vagtteam, der rykker ud til alarmer i lokalområdet.

Rednings-Ringen

Rednings-Ringen i Lemvig blev grundlagt i 1960 af Bitten og Egon Breinholt Christensen.

I begyndelsen var det en almindelig vognmandsforretning, men hurtigt kom både kranarbejde og autohjælp til.

Rednings-Ringen har siden 1973 haft sit hjemsted på Industrivej. Redningsstationen omfatter også en døgnbemandet kontrolcentral, som er godkendt af Rigspolitiet til at overvåge alarmer over hele landet.

I 1993 købte Annette og Peter Breinholt halvpart i virksomheden. De overtog hele firmaet i januar 2011. Både Annette og Peter Breinholt arbejder i firmaet.

Firmaets arbejdsopgaver er: kranarbejde, redningsarbejde, autohjælp, alarmopgaver, sygetransport, serviceopgaver samt salg og servicering af brand- og redningsmateriel.

Rednings-Ringen har 26 fastansatte, hvoraf 16 arbejder i kontrolcentralen. Der er 17 køretøjer.

Det var i den forbindelse, at han fangede en indbrudstyv en juleaften. Familien havde netop taget hul på julemiddagen, da alarmen gik, og Peter Breinholt måtte forlade det hyggelige selskab for at rykke ud. Alarmen var gået på en tankstation, og da Peter Breinholt kom frem, kunne han se tyven stå inde i tankstationens butik og fylde varer i en pose.

Annonce

Blev overmandet

Da tyven løb ud, blev han overmandet af Peter Breinholt, der holdt ham tilbage, indtil politiet ankom. Men inden vi nu får udråbt Peter Breinholt til en superhelt, så understreger han, at den slags episoder er meget sjældne.

- Normalt bliver vi som vagter ikke udsat for fare. Langt de fleste gange er tyven eller tyvene forsvundet, fordi det er meget stressende at være i et lokale med en hylende alarm, og hvis de ikke er, så vælger vi som regel at observere, hvad der sker, og give disse oplysninger videre til politiet, siger Peter Breinholt.

Men det giver trods alt et meget godt billede på, at man som indehaver af en rednings- og alarmstation altid skal være klar til at rykke ud.

Annonce

Kan hurtigt ændre sig

- I vores arbejde skal man være indstillet på, at tingene hurtigt kan ændre sig. Det skal man kunne leve med. Men det er jo også det, der gør arbejdet spændende. Man skal være klar til at rykke ud, når nogen har brug for hjælp, siger Peter Breinholt.

Peter Breinholt: Vi skal være indstillet på, at arbejdsdagen hurtigt kan ændre sig - det er jo også det, der gør arbejdet spændende. Foto: Johan Gadegaard

Han tilføjer, at medarbejderne er gode til at yde en ekstra indsats, hvis det er nødvendigt.

- Vi har det altid sådan, at mindst tre mand kan rykke ud på alle tider af døgnet, hvis der skulle være behov for det, og ofte kan vi være flere, fordi medarbejdere - der ikke er på vagt - også træder til i ekstraordinære situationer, siger Peter Breinholt.

Han understreger, at der bestemt også er tid til både fritidsinteresser og ferier, selv om virksomheden selvfølgelig fylder rigtig meget. Peter Breinholt har været spejderleder i KFUM-spejderne i 20 år, og han sad i 12 år i Lemvig-Heldum Menighedsråd. Annette og Peter Breinholt er tilknyttet KFUM og K i Lemvig.

Annonce

Respekt for andre

- De kristne livsværdier spiller en stor rolle i hverdagen. Det handler om at have respekt for andre, og at vi alle er lige meget værd og skal behandles ordentligt. Jeg er selv opvokset med det, jeg vil betegne som "glad kristendom" med vægt på KFUM og K's værdier, siger Peter Breinholt.

Han er også jæger, og han nyder både fællesjagterne med jagtgevær og det at sidde alene med riflen og vente på at få et rådyr eller en kronhjort på sigtekornet.

- Det er ikke fordi, at jeg skyder særlig meget. Men jeg slapper meget af, når jeg er på jagt, og det giver nogle gode naturoplevelser. Samtidig har alle vores tre børn nu også jagttegn, så det er noget, vi kan være fælles om, siger Peter Breinholt.

Det med at slappe af kan også foregå i familiens sommerhus på Vinkelhage.

- Her opholder vi os meget i sommerhalvåret, når vi har fri, og her kan jeg bedre slappe af, end hvis jeg går derhjemme og ikke kan undgå at følge med i, hvad vi kører ud til, siger Peter Breinholt.

Peter Breinholt

57-årige Peter Breinholt er direktør i Rednings-Ringen, som han ejer sammen med sin hustru, Annette Breinholt.

De har tre børn: Morten (33 år), Christina (31) og Michael (27). Morten er arkitekt, Christina er nyhedsredaktør, mens Michael læser til lærer. Har desuden tre svigerbørn og to børnebørn.

Peter Breinholt er uddannet lastbilmekaniker hos det daværende Iveco i Lemvig. Han var U-landsfrivillig i en måned i Sierra Leone og på en rundrejse med Annette i et halvt år - der blandt andet bød på et ophold i en kibbutz i Israel - inden han i 1985 blev ansat i Rednings-Ringen.

Går på jagt og er engageret i KFUM og KFUK i Lemvig.

Medarbejderstaben har ligget nærmest konstant på 25 medarbejdere i en årrække. I år er der kommet yderligere én medarbejder til, så antallet nu er 26.

Annonce

Travlhed smitter af

- Jeg forestiller mig, at vi har den størrelse, som vi også skal have i fremtiden. Men det betyder ikke, at vi ikke udvikler os. Der sker f.eks. en løbende udskiftning i både vores vognpark og i kontrolcentralens it-systemer, siger Peter Breinholt.

Han kan konstatere, at 2021 tegner til at blive et godt år.

- Vi kan f.eks. mærke, at der er stor travlhed i byggebranchen i øjeblikket. Det smitter af på os - det giver en hel del arbejde til vores kraner. Der har også været ekstra arbejde i vores tilsyn med brand-materiel, fordi gamle brandslanger skal udskiftes, siger Peter Breinholt.

Rednings-Ringen har således ikke været negativt påvirket af coronakrisen.


Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Sinne Eeg med pianist giver koncert på Tuskær

Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Jeg skreg af grin da jeg blev tilbudt job i Vestjylland

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Mette Blomsterberg kårede Lemvigs mesterbager

Lokalavisen Lemvig

En stemningsfuld lydoplevelse på stranden

Lokalavisen Lemvig

Marineudstilling sluttet af: Toldboden egner sig fantastisk til Guldalder-museum

Lokalavisen Lemvig

Bio-Huset får tidlig julegave: 500.000 kroner til renovering af biografsalen

Lokalavisen Lemvig

Marineudstilling lukker søndag - børn kan male marinemalerier til kulturnatten

Lokalavisen Lemvig

Løvfaldsmessen trak igen 2000 gæster: Fællessang og udsolgt tombola

Lokalavisen Lemvig

Thyborøn Fjernvarme i dialog med virksomheder om overskudsvarme

Lokalavisen Lemvig

Boksere forsøger sig for fjerde gang: Flytter Fight Night til nyt sted

Lokalavisen Lemvig

Få introduktion til klassisk musik

Lokalavisen Lemvig

Udgiver Lemvigbogen for 10. gang

Lokalavisen Lemvig

Museum fik indleveret et stykke fra et moderne kampfly

Lokalavisen Lemvig

Harboøre er klar med Løvfaldsmessen

Lokalavisen Lemvig

Her skal der helst være grus i maskineriet

Lokalavisen Lemvig

Lemvig Boghandel får besøg af forfatteren bag ny roman om nonnen Kirstine på Stubber Kloster

Lokalavisen Lemvig

Museet for Religiøs Kunst i akut mangel på frivillige - var tæt på at lukke i en weekend

Lokalavisen Lemvig

Her gælder det om at løfte i flok... eller hvordan Peter fangede en indbrudstyv juleaften

Lokalavisen Lemvig

Gry hentede tre medaljer ved DM: Gik fra Billedskolen til kajakken

Lokalavisen Lemvig

Kig ind i forfatteren Gunvor Krejbergs univers

Lokalavisen Lemvig

Rabalder giver den gas i Vandborg

Lokalavisen Lemvig

Elever samlede svampe og græs til uddannelsesdebat

Lokalavisen Lemvig

Bøvlings kunstmesse har denne gang en større palet

Annonce