Annonce
Lokalavisen Lemvig

Humørklubben sang julen ind

Formanden for Humørklubben i Thyborøn, Henning Nielsen, deltager i klubbens juleafslutnign. Foto: Benny Gade
Humørklubben i Thyborøn har vokset sig til en stor forening med 272 medlemmer
Annonce

Thyborøn: Man må sige, at foreningen lever op til sit navn, når man går gennem cafeteriet i hallen i Thyborøn, hvor Humørklubbens medlemmer er samlet til juleafslutning. De har kort forinden været igang med forskellige aktiviteter i hallen, og nu er de samlet til gløgg og æbleskiber, snak og sang. Det er klubbens juleafslutning, og der er godt fyldt op omkring det lange bord, hvor afslutningen er i gang.

- Og så er vi endda ikke så mange som normalt, siger Henning Nielsen, der er formand for Humørklubben.

Snakken går livligt og bliver flere gange afbrudt af fællessang omkring bordet. Og faktisk er det samværet, der fylder mest i Humørklubben, der efterhånden har mange år på bagen.

- Vi er i dag 272 medlemmer, hvoraf 117 er enlige eller ensomme personer, siger Henning Nielsen.

Humørklubben er især for ældre og pensionister - i hvert fald for folk, der er over 60 - og som samtidigt har behov for at mødes og hygge sig eller komme i gang med nogle aktiviteter.

- Vi mødes hver onsdag til aktiviteter her i hallen, hvor vi spiller forskellige spil, men også har tid til at hygge os sammen. Det er grundelementet i klubben. Der ud over har vi forskellige ting, hvor vi forsøger at aktivere folk. Vi har for eksempel tilbud om gymnastik, vi har 21 medlemmer, der spiller crocket og 12 damer, der spiller krolf, siger Henning Nielsen.

Der ud over er der tilbud om petanque, billard, walk&talk, pc-undervisning, fælles spisning en gang om måneden i vinterhalvåret samt en årlig sommertur for medlemmerne. Det er det sociale samvær, der er omdrejningspunktet for alt, hvad foreningen laver, og derfor bliver der også hver gang sluttet af med en kop kaffe eller en øl, hvor der er mulighed for at snakke eller bytte lokalt sladder. Henning Nielsen er ikke i tvivl om, at det sociale engagement er årsagen til, at foreningen de senere år er vokset stærkt.

- Jeg tror, at man har manglet nogle at mødes og snakke med ud over familien. Vi har fået 15-20 procent flere medlemmer hvert år, men nu er vi nok efterhånden så mange, som vi kan forvente at blive, siger han.

Selv om foreningen gerne vil aktivere de ensomme og enlige, gør foreningen dog ikke et aktivt, opsøgende arbejde.

- Men det tror jeg, de enkelte medlemmer gør, siger Henning Nielsen.

Personligt er han tilflytter fra Resen. Han og hustruen flyttede til Thyborøn i 2010, da han skulle på efterløn, og derfor begyndte de at se sig om efter nye bekendte. De hørte om onsdagens sammenkomster i hallen, og derfor har de siden 2011 været medlem af Humørklubben. Henning Nielsen begyndte selv at spille kroket gennem foreningen, og i 2012 engagerede han sig direkte ved at lade sig vælge til bestyrelsen. Siden 2013 har han stået i spidsen som formand.

Fællesspisningerne er blevet en stor succes i Humørklubben.

- Vi har en begrænsning på 120 medlemmer pr. gang - og der er fyldt op hver gang, siger Henning Nielsen.

Som alle øvrige aktiviteter er målet, at det ikke må være dyrt at være med. Prisen bliver blandt andet holdt i ro ved, at maden tilberedes af medlemmerne selv. 60 medlemmer er med på madhold, der på skift enten laver mad eller klarer den efterfølgende opvask.

- Økonomien må ikke være afgørende for medlemmerne. Derfor betaler de blot et årskontingent på 100 kroner for at være med i foreningen, siger Henning Nielsen.

Til gengæld må der betales lidt ekstra, hvis klubben må trække på instruktører til gymnastikken eller linedancen - lige som fællesspisningen koster 50 kroner pr. gang.

Henning Nielsen er glad for at kunne udføre et stykke frivillige arbejde og hjælpe andre.

- Det giver en glæde at gøre noget for andre og se, at tingene gror og der kommer stadig flere medlemmer. Det må jo være fordi vi gør noget, som de kan bruge, siger Henning Nielsen.

- Men det vigtigste som formand er nok at engagere andre. For eksempel kunne fællesspisningen ikke gennemføres, hvis 50 medlemmer ikke på skift ville lave mad eller vaske op. Og så er vi jo en årgang, hvor vi skal sørge for løbende at få yngre kræfter ind i bestyrelsen, så arbejdet kan fortsætte. Og med yngre mener jeg medlemmer, der er i 60'erne, siger Henning Nielsen.

Klubben er allerede begyndt at se fremad. Den ene af de to haller i Thyborøn er som bekendt ved at blive bygget om, så den fremover kommer til at rumme et vandkulturcenter.

- Derfor har vi allerede haft én af vore instruktører på kursus, så vi senere kan give et tilbud om vandgymnastik, der vil blive en ny aktivitet, siger Henning Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Hør om Lemvigs vinmark

Lokalavisen Lemvig

Motion for hjertet

Lokalavisen Lemvig

Folkedansere starter igen

Lokalavisen Lemvig

Klumme: Sikke en sommer

Lokalavisen Lemvig

Byen fyldes med vægtere

Annonce