Annonce
Lokalavisen Lemvig

Husk indkøbsposen hjemmefra - butikkerne er pålagt at tage fire kroner for en plastikpose

Peter Mortensen - indehaver af Slagter Mortensen og Ostehuset - går over til papirsposer. De mindste af dem - til f.eks. en leverpostej eller en skinkesalat - kan han udlevere uden afgift. Arkivfoto: Morten Stricker
Butikkerne er pålagt at tage fire kroner for en plastikpose. Sport 24 begyndte allerede i august sidste år at tage fire kroner for en pose. Slagter Mortensen går over til papirsposer, som der også er afgift på.

Lemvig/Thyborøn: Det er ikke sikkert, at alle har opdaget det endnu, da butikkerne jo kun har haft åbent i et par uger i år. Men fra årsskiftet blev butikkerne pålagt at tage fire kroner for en plastikpose, hvis kunderne har brug for en pose til at bære varerne hjem i.

- Butikkerne vil gerne yde så god en service som muligt over for kunderne, og derfor kan det i nogle situationer være lidt svært at skulle bede om fire kroner for en plastikpose i forbindelse med købet. Men butikkerne er pålagt at tage fire kroner for en plastikpose - det kan de ikke slippe for, siger Mai Lindgaard, der er event- og handelschef i Lemvig Kommune.

Hun synes, det er en god idé at reducere mængden af plastaffald, og det er netop hensigten med den nye afgift på fire kroner på en plastikpose.

- Det gælder om, at man husker at medbringe én eller flere poser, når man skal på indkøb. Det er der mange, der allerede er gode til - ikke mindst i de yngre generationer. Det er et spørgsmål om tilvænning, siger Mai Lindgaard.

Hos Slagter Mortensen i Lemvig bliver der langet mange små plastikposer over disken. Det gør der ikke ret meget længere. Slagteren i Vestergade går nemlig over til papirsposer.

Annonce

Den rigtige vej at gå

- Det kommer også til at koste fire kroner for en papirspose, men en papirspose er mere miljøvenlig end en plastikpose, så derfor går vi over til papirsposer, siger indehaveren af Slagter Mortensen, Peter Mortensen.

Han får også mindre papirsposer uden hank, og dem er der ingen afgift på. De kan bruges til mindre indkøb - altså hvis man f.eks. skal have en leverpostej eller en skinkesalat. Det svarer til, at man køber rundstykker hos bageren og får dem i en pose uden hank. Her vil der heller ikke være afgift på posen.

- Det er den rigtige vej at gå. Vi skal have reduceret mængden af plastaffald. Til gengæld synes jeg ikke, at myndighederne har været særlige gode til at informere om den nye poseafgift - det er jo noget, der rammer alle forbrugere. De fleste er ikke klar over, at denne poseafgift er indført, siger Peter Mortensen.


Til gengæld synes jeg ikke, at myndighederne har været særlige gode til at informere om den nye poseafgift - det er jo noget, der rammer alle forbrugere.

Peter Mortensen, indehaver af Slagter Mortensen


Slagter Mortensen gør i det hele taget meget ud af at være miljøvenlig. Butikken er gået over til at pakke varerne ind i brunt papir i stedet for hvidt, klorbleget papir, og den varme, som køle- og frostrummene producerer, genanvendes til f.eks. gulvvarme.

Annonce

Skal vænne sig til det

Hos Sport 24 i Lemvig har man siden august sidste år taget fire kroner for en plastikpose.

- Vi spørger kunderne, om de ønsker at købe en pose med. Det er selvfølgelig noget, som kunderne skal vænne sig til, men det er et tiltag, som langt de fleste har taget positivt imod. Det er ganske få, der har været utilfredse med det, siger Michael Larsen, der sammen med Henrik Sig Jensen ejer Sport 24 i Lemvig.

Mange af kunderne har medbragt en pose hjemmefra.

- Ja, mange er gode til at medbringe en pose - typisk en stofpose, som jo er mere miljøvenlig. Vi kommer således ikke af med så mange poser som tidligere, hvilket også giver os mindre reklame, men det er den rigtige vej at gå rent miljømæssigt, siger Michael Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce