Annonce
Lokalavisen Lemvig

IM Genbrug flot fra start i Bækmarksbro

På trods af corona-restriktionerne var der mulighed for hyggeligt samvær, da IM Genbrug i Bækmarksbro slog dørene op til den nye genbrugsbutik. Pressebillede
Annonce

Bækmarksbro: Fredag den 27. november åbnede den nye IM Genbrug i Bækmarksbro. Det er det tidligere missionshus på hjørnet af Sydvangen og Østvangen, der nu er genopstået som genbrugsbutik.

Jonas Laugesen fra IM Genbrug - IM står for Indre Mission - bød velkommen og lykønskede med butikken. Lone Rasmussen roste initiativet og klippede den røde snor.

Så gik starten. Butikken og den røde løber lokkede mange kunder indenfor. Interessen var stor, varesortimentet flot og spændende, og der blev kø ved kassen.

Lokalerne er lyse og nyrenoverede med en flot tøjkollektion. Her er et stort udvalg til både børn og voksne, damer og herrer. Den velassorterede værktøjsafdeling lokkede mange kunder til, og handelen gik lystigt.

Den nye genbrugsbutik i Bækmarksbro er en såkaldt konceptbutik. Den adskiller sig fra de øvrige IM Genbrug ved kun at sælge tøj og værktøj. Butikken i Bækmarksbro er IM Genbrugs nummer 33 på landsplan - der er blandt andet én i Lemvig.

Det blev en flot åbningsdag med kaffe og kage til alle og stor opbakning til IM-konsulenterne og alle de frivillige, som har arbejdet målrettet frem mod åbningen.

Butikkens åbningstider er torsdage og fredage kl. 13-17 samt lørdage kl. 10-13.

Der er altid plads til flere frivillige til husets mange forskellige opgaver. Flere hænder kan give flere åbningstimer.

Brugt værktøj modtages gerne i butikkens åbningstid. Helt og rent tøj, sko og alt beklædning modtages både i butikken og i den opstillede container.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce