Annonce
Lokalavisen Lemvig

Jørgen blev nordisk mester derhjemme

Jørgen Jensen, der her sidder forrest i en båd sammen med sine tre sønner, kan nu også kalde sig nordisk mester i ergometerroning. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Flere medlemmer fra Lemvig Roklub har opnået fine placeringer ved mesterskaber, selv om de deltog i stævnerne hjemmefra

Lemvig: Man kan godt blive nordisk mester, selv om man ikke bevæger sig uden for hjemmets fire vægge.

Det kan Jørgen Jensen fra Lemvig Roklub skrive under på. Han sad i kælderen og roede sig til et nordisk mesterskab i ergometerroning i aldersgruppen 65-69 år. Stævnet blev afviklet i slutningen af marts, men på grund af coronarestriktionerne kunne deltagerne ikke samles. I stedet måtte de dyste mod hinanden hjemmefra via computere.

- Det var en anderledes og speciel oplevelse at deltage på den måde. Jeg havde ingen at ro mod, og jeg kunne heller ikke få koblet min computer sammen med de andre deltageres computere, så jeg kunne dyste direkte mod dem, siger Jørgen Jensen.

Annonce

Han skulle ro 1000 meter i sin romaskine, og det gjorde han på 3.25,8 minutter. Tiden var så hurtig, at han også var hurtigere end deltagerne i aldersgruppen under ham.

- Men jeg kan se ud fra målingerne, at jeg var ikke var helt oppe på max med min puls. Så jeg tror, jeg kunne have presset mig selv endnu mere, hvis der havde været nogle at ro mod, siger Jørgen Jensen.

Han var ikke den eneste, der har haft succes med at ro hurtigt i en romaskine derhjemme i forbindelse med en konkurrence. Tidligere på året blev Jørgen Kielsholm nummer to i sin aldersklasse ved de danske mesterskaber i ergometerroning og Søren Thomsen hentede også en fin placering midt i feltet i sin aldersklasse.

Jørgen Jensen håber, at det snart vil være muligt at komme på vandet igen for at ro. Og målet for sæsonen er klar, hvis coronasituationen ellers tillader det. Det er VM for veteraner, der i begyndelsen af september efter planen skal afvikles i Linz i Østrig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce