Annonce
Lokalavisen Lemvig

Julekagerne er populære i begyndelsen

Der er kommet julenisser på hylderne hos Spar i Thyborøn, og både lokale og turister er begyndt at købe julevarer, selv om der stadig er to måneder til højtiden. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
I de mindre dagligvareforretninger er julehandlen så småt ved at komme i gang. Købmænd når ikke at blive træt af julen
Annonce

Thyborøn/Bøvlingbjerg: Efterårsferien blev startskuddet til, at de første julekager og nisser kom på hylderne i Spar i Thyborøn.

Men det er stadig begrænset, hvor meget der ryger fra hylderne ned i kurven, siger Hanne Nielsen, der er købmand i Spar-butikken.

- Lige nu er det meget lidt, vi sælger af den slags. Der bliver solgt lidt julekager, og der er også salg i nisser. Det er både danskere, men også tyske turister, der begynder at købe det, siger Hanne Nielsen.

Det er også kagerne, der går hurtigst hos Dagli Brugsen i Bøvlingbjerg. Her begyndte julevarerne først at komme ind ad døren i denne uge.

- Det er altid sådan noget som brunkager, der ryger først. Dem har vi det største salg på i oktober og november, men knapt så meget i december. Om det er, fordi folk bliver trætte af dem undervejs, ved jeg ikke, siger Claus Schildt, der er brugsuddeler i Dagli Brugsen.

De første varer hos Spar i Thyborøn kom på hylden fredag før efterårsferien, og de blev langsomt suppleret i ferieugen og de kommende uger.

Annonce

Kunder køber når varerne er der

I Bøvlingbjerg noterer Claus Schildt sig, at når først julevarerne står på hylden, så begynder kunderne at købe dem.

- I bund og grund handler det om at få solgt varerne hurtigst muligt. Eksempelvis med juleøl er der ikke ret mange, der har lyst til at give en femmer for en øl, når vi har passeret juleaften, siger han.

Selv om der stadig er mere end to måneder, til juleaften oprinder, kan hverken Hanne Nielsen eller Claus Schildt nå for alvor at blive træt af jul og julevarer.

- Det er jo en hyggelig tid, og så går tiden jo hurtigt lige nu. Desuden ville vi risikere at brænde inde med for mange varer, hvis vi kun havde en sæson på tre-fire uger, siger han.

- Jeg tænker ikke, at det er så slemt. Jeg kan selv godt lide julen, for det er en rigtigt hyggelig tid, supplerer Hanne Nielsen.

Hun kender dog reaktionerne fra flere kunder, når de ser, at julehandlen så småt er løbet i gang i midten af oktober.

- Der er da flere, der har sagt, at "skal vi nu allerede til at se på nisser igen". Men vi skal jo i gang på et tidspunkt, og det er kun nogle få, der reagerer på den måde, siger Spar-købmanden i Thyborøn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce