Annonce
Lokalavisen Lemvig

Julen varer lige fra efterårsferien

Juleøllet er det første tegn på julehandel i Kvickly i Lemvig. Det store rykind af varer kommer i denne uge og fra næste uge skal alt være klar, siger varehuschef Johan Drejer. Foto: Morten Stricker
Der er salg i julevarerne, selv om efteråret knapt er begyndt, lyder meldingen fra supermarkeder, der så småt har sat gang i julehandlen
Annonce

Lemvig: Selv om kalenderen knapt har sneget sig ind i årets tiende måned, og der stadig er ti uger til juleaften, begynder julen langsomt at sætte sit præg på supermarkederne i Lemvig Kommune.

I den første uge af oktober fik Rema1000 i Lemvig de første julevarer ind. Her kunne kunderne begynde at lægge juleguf i form af brunkager og pebernødder i indkøbskurven sammen med chokoladejulemænd og skumfiuser.

De voksne kunne så supplere med sæsonens første juleøl, der blev udbudt til salg i Kvickly på Engen i Lemvig.

Men selv om der ofte bliver rynket på næsen af det tidlige julesalg, så ryger varerne alligevel i indkøbskurven, siger Lars Jespersen, der er indehaver af Rema1000 i Lemvig.

- Efterårsferien er også hyggetid, og vi kan se, at der er stor interesse for og salg af julevarerne, når de først er på hylden, siger Lars Jespersen.

Hos Kvickly kommer det store rykind af julevarer i denne uge, og det er meningen, at alt skal være klar til salg i slutningen af næste uge. Og det passer varehuschef Johan Drejer godt.

- Det er forskelligt, hvad man mener om den slags. Min personlige holdning er, at det helst ikke skal i gang før uge 44. Men der er andre, der er vilde med det, og vi kan se, at det begynder at sælge, så snart det står på hylderne, siger han.

Annonce

Det har nyhedens interesse

Han peger selv på juleøllet som et eksempel på, at kunderne ønsker at købe julevarer stort set, inden sommeren er gået på hæld.

- Det er som om, at det har nyhedens interesse. Folk lægger det i indkøbskurven, fordi det har nyhedens interesse, selv om det er ni måneder siden, det senest stod på hylderne, siger han.

Den tendens kan Lars Jespersen mærke hos kunderne i Rema1000.

- Vi hører ofte, at kunderne siger, at det er for tidligt med salget af juleting. Men vi kan se på vores salg, at det er noget folk alligevel køber, siger han.

Allerede i efterårsferien er der godt gang i salget af julekalendere og -slik hos Rema1000 i Lemvig. Indehaver Lars Jespersen kan se, at selv om kunderne ofte siger, at det er for tidligt at købe den slags, så bliver det alligevel solgt i forretningen. Foto: Jesper Lundsgaard

Hos Rema1000 kommer varerne i etaper, så der i løbet af november er en del varer, der relaterer sig til advent og juleforberedelserne med blandt andet kalenderlys og adventskranse, mens der senere er fokus på selve julepynten omkring højtiden.

- Og så er vi jo nødt til også at have julekalendere til salg tidligt, så de kan købes og være klar til 1. december, siger han.


Efterårsferien er også hyggetid, og vi kan se, at der er stor interesse for og salg af julevarerne, når de først er på hylden

Lars Jespersen, indehaver af Rema1000 Lemvig


Selv om han har kigget på julevarer i mere end to måneder, når julen endelig kommer 24. december, når Rema1000-indehaveren ikke at blive træt af julen.

- Jeg forbinder julen med en tid, hvor man er sammen med familien og samtidig hygger sig, så jeg når ikke at blive træt af den på forhånd, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce