Annonce
Lokalavisen Lemvig

Keld Østergaard stopper som LGF-træner - tabte sidste hjemmekamp

Keld Østergaard stopper som LGF-træner efter denne sæson, og den mangeårige træner har valgt helt at stoppe med at være fodboldtræner. Arkivfoto: Allan Damgaard
Annonce

Lemvig: Efter tre år i spidsen for Lemvig GF's bedste fodboldherrer stopper Keld Østergaard som træner, når denne sæson slutter. Og der venter ikke noget nyt trænerjob fra næste sæson.

- Jeg har været fodboldtræner siden 1987, og jeg har virkelig nydt det. Nu vil jeg gerne bruge min tid på nogle andre ting, men jeg kommer stadig til at lave nogle opgaver for LGF - blot ikke som træner, siger Keld Østergaard.

Desværre for Keld Østergaard og hans spillere tabte serie 2-mandskabet sæsonens sidste hjemmekamp til Mejrup med 1-2.

LGF skulle oprindeligt have spillet sæsonens sidste hjemmekamp lørdag den 31. oktober mod Vinderup, men Vinderup er blevet taberdømt i deres sidste kampe, fordi holdet har været ramt af coronavirus og derfor har fået en stribe udsatte kampe, som holdet ikke kan nå at spille.

Vinderup rykker dermed ned uden at have fået et eneste point.

Opgøret mod Mejrup var en jævnbyrdig affære, hvor LGF havde 15-20 dårlige minutter i 1. halvleg, der blev afgørende for kampens udfald. Mejrup fik et tvivlsomt straffespark - LGF-keeper Jeppe Berthelsen reddede forsøget i første omgang, men riposten røg ud til straffesparksskytten igen, som scorede.

Få minutter senere kom Mejrup foran med 2-0.

Annonce

Pressede forgæves

I 2. halvleg havde LGF medvind, og her blev Mejrup for alvor sat under pres. René Nederby var uhyre tæt på en reducering, men hans afslutning på indersiden af stolpen røg ud i spil igen.

Det var først i det 88. minut, at LGF fik reduceret til 1-2 ved Jakob Kamstrup, og den reducering kom for sent i forhold til at have en reel chance for en udligning, selv om LGF et par gange i denne sæson har scoret i allersidste øjeblik.

LGF kan nu ikke længere selv afgøre, om holdet slutter på andenpladsen og dermed skal spille om oprykning. Men hvis lemvigerne kan slå Måbjerg i sæsonens sidste turneringskamp på lørdag, så er chancen for en andenplads stadig til stede.

- Det ville være dejligt, hvis jeg sluttede min trænerkarriere med en sejr i Måbjerg, siger Keld Østergaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce