Annonce
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Betal nu bare den tyver!

Indtægten fra bøder og erstatninger går til den generelle drift af biblioteket. Ikke til kaffekassen, som mange ellers muntert bemærker, når de betaler. Ugens klumme er skrevet af Sofie Sidelmann Yderstræde, der er kommunikationsmedarbejder på Lemvig Bibliotek. Pressebillede
Annonce

Klumme: Når man tænker over det, er det egentlig ikke ret mange ting, vi danskere ejer i fællesskab længere. Andelstanken har haft sin storhedstid, og de fleste af os har hver vores bil, boremaskine og trailer.

Det er bare lidt besværligt at dele. De andre ejere skal have at vide, hvornår man gerne vil låne tingene. Tingene skal hentes og afleveres igen til tiden, og helst i samme stand, som da man fik dem. Men fordelene er til at få øje på i forhold til indkøb og vedligehold.

Jeg arbejder et sted, hvor vi administrerer områdets vel nok største og mest veletablerede "delecentral": Lemvig Bibliotek. Her ejer alle borgere i kommunen via skattebilletten et stykke af huset og de godt 100.000 bøger, blade, aviser, film og cd’er, der er på de propfyldte reoler og i bogbussen.

Det går som regel gnidningsfrit at være "delecentralsadministrator". Lang de fleste "andelshavere" afleverer til tiden og passer godt på vores fælles ejendom, når bøger og blade er ude at gøre nytte.

Annonce

"Overandelshaveren"

Men så er der lige dem, der af en eller anden grund har ophøjet sig selv til "overandelshavere med særrettigheder". Vi forstår det ikke, os, der arbejder på biblioteket, for sådan en rangering af befolkningen har vi godt nok aldrig hørt, der skulle eksistere i vores veltilrettelagte system.

Lad mig gengive en typisk telefonsamtale med en gennemsnitlig "overandelshaver" (OAH) (overdreven generalisering af personaen kan forekomme, men samtalen er gengivet ordret):

OAH: ”Goddag. Jeg kan se, jeg skal aflevere Delphine de Vigan-bogen i morgen, men jeg er i København til noget fernisering på Charlottenborg. Kan jeg få lov at aflevere på torsdag?

Mig: ”Jeg tjekker lige, om jeg kan forny den… Nej, en anden låner står i kø, så det kan desværre ikke lade sig gøre.”

OAH: ”Jamen hvad sker der, hvis jeg ikke afleverer?”

Mig: ”Ja, så ryger der en bøde på tyve kroner på”.

OAH: ”Jamen det er jo kun to dage for sent. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at den ikke kan forlænges!”

Mig: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, når en anden venter på at få bogen.”

OAH: ”Jamen de får den jo bare to dage senere. Det er jeg virkelig ikke tilfreds med!”

Mig: ”Det kan jeg godt forstå. Men vi har jo fastsat lånetiden for at sikre, at vores bøger kan komme så mange som muligt til gavn. Du ville vel heller ikke bryde dig om at vente alt for længe, hvis du stod i kø til den...”

OAH: ”Så du fastholder altså bøden på tyve kroner?!”

Mig: ”Den kan jeg desværre ikke gøre noget ved. Den er ens for alle.”

OAH: ”Jeg kan godt sige dig, at den tyver kan du kigge i vejviseren efter! Jeg betaler den ikke!”

Mig: ”Det er jeg naturligvis ked af at høre, og jeg håber, du kan finde en løsning.”

Nu skulle man jo tro, at sådan en samtale mellem to voksne, veluddannede mennesker var løgn. Det er den desværre ikke. Alle, der arbejder på et bibliotek, har haft adskillige af dem i en eller anden form.

Nu skal jeg jo som offentlig ansat leve op til en vis forventning om service og høflighed, og jeg gør skam mit yderste. Men som journalist kan jeg godt mærke, at jeg måske har fået min arbejdsmæssige opdragelse i et lidt mere hårdtslående og direkte miljø, og må i situationer som ovenstående bide mig selv i tungen for ikke at udbryde: ”Ved du hvad? Hvad siger du til, at jeg bare betaler den tyver af min egen lomme, og så slipper vi for at spilde mere af både din og min tid på det her?”

Annonce

Borte med blæsten

Det koster dig omkring 1.200 kroner, hvis en af bibliotekets film bliver væk for dig eller bliver ødelagt. Det er fordi, vi skal betale ophavsrettigheder, så filmen må lånes ud. En lydbog er endnu dyrere i anskaffelse.

Hvert år må vi sende adskillige regninger ud i den størrelsesorden, for det kan jo ske, at noget bliver ødelagt.

Det kan også ske, at en af vores film blæser i havet, som det skete for en låner, der havde den liggende i forruden på sin bil, da hun var en tur ved Høfde Q i stormvejr. Den var i bogstaveligste forstand borte med blæsten, da hun åbnede døren.

Det er bare sjældent, at det er den enlige forsøger fra den almennyttige lejebolig, som stiller sig an og laver en palaver som "overandelshaveren", når han eller hun skal bøde for, at ungerne har skubbet tre bøger ind under sofaen, så de var blevet væk i fem uger.

De betaler som regel uden at brokke sig, og kan sagtens få lavet en afdragsordning – og så bruger de ufortrødent videre af vores allesammens fælleseje på reolerne.

Så dig, der har råd til at rejse til kunstudstillinger og kortfilmfestival i hovedstaden: Lad være med at sige til mig, at du af princip nægter at betale din bøde. Det er provokerende, egoistisk og er SÅ meget i strid med tanken om en fælles bogsamling, som skal være alle borgere i kommunen til gavn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce