Annonce
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Da minkavlen kom på museum

Lederen af Lemvig Museum, Mette Lund Andersen, har skrevet ugens klumme, hvor hun blandt andet fortæller, at den lokale minkavl er kommet på museum. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Klumme: På Lemvig Museum er en af vores vigtigste opgaver at dokumentere de store linjer i den lokale historie og at holde øje med nybrud.

Jeg er så privilegeret, at jeg får lov til at komme på besøg hos mange forskellige mennesker og få et indblik i deres virkelighed og hverdag. Jeg arbejder i kulturarvens tjeneste med at indsamle viden om det liv, som leves her på Lemvigegnen.


Jeg arbejder i kulturarvens tjeneste med at indsamle viden om det liv, som leves her på Lemvigegnen.

Mette Lund Andersen, museumsleder og klummeskribent


Jeg interviewer, beskriver, fotograferer og indsamler genstande til dokumentation for eftertiden. Materialet bliver gemt i museets arkiv og magasin. Måske bliver det til en udstilling, måske til en bog, måske til et foredrag eller en krølle på min næste byvandring. Måske vil det blive brugt af de museumsfolk, som kommer efter mig. Og det vil være med til at fastholde, hvordan livet udfoldede sig på Lemvigegnen i dag, og hvad der betød noget for menneskene her i en bestemt periode.

I januar var det minkavlen, der kom på museum. Som følge af erhvervets nedlukning lavede jeg en lille indsamlingskampagne om minkavl på Lemvigegnen. Det gav mulighed for at få fortællingen om erhvervets bratte afvikling og de personlige oplevelser af denne historiske begivenhed.

Annonce

Begyndte i 1960'erne

Samtidig fik jeg dokumenteret, hvordan minkavl for alvor blev udbredt på Lemvigegnen i 1960’erne. Minkavl var i begyndelsen et erhverv, som folk havde sideløbende med andre beskæftigelser, fx var der flere dambrugere, som startede op med minkavl i de år.

Minkfarmene kom til i en tid, hvor mange landbrug på egnen blev for små og urentable at føre videre til en ny generation, og så bød minkene sig til som en mulighed. Man kunne starte op med 20 minktæver i brugte bure og uden stor kapital og så udvide i takt med, at der blev økonomi til det.

Sådan er en del af de brug begyndt, som lukkede ned her i november. Nu er den historie kommet på museum og kan hentes frem til fremtidige udstillinger og formidling som en væsentlig del af den lokale fortælling.

Annonce

Har stor interesse

Mange tænker måske ikke over, at museumsarbejde også i høj grad handler om nutiden og nærmeste fortid. Men ofte er det den nyeste historie, som interesserer museumsgæster mest. Det er vores egen historie samt vores forældres og bedsteforældres, som vi er mest optaget af (og måske vores oldeforældres, men så er vi allerede længere tilbage, end de fleste kan forholde sig til).

Derfor lægger vi os også i selen for at få samlet centrale historier (og genstande) fra nutiden ind til museet, så vi hele tiden kan fortælle med udgangspunkt i den allernyeste tid. En historie, som (især udefrakommende) gæster har efterspurgt på museet, er den om Cheminova og Høfde 42. Vi har allerede en del materiale om fabrikken i museets arkiv, men det har endnu ikke fundet vej til udstillingerne. Og miljøvinklen har vi aldrig gjort noget ved. Det vil vi rette op på nu.

Annonce

Forhold til naturen

I vores nye strategi har vi besluttet, at en af museets kernefortællinger skal handle om menneskers forhold til naturen både i forbindelse med erhverv og fritidsliv. Og det er jo desuden en god anledning, at der nu er kommet penge til oprensning af giftdepotet.

For nylig var jeg derfor i Thyborøn for at tale med Bjarne Hansen om hans version af miljøhistorien og om, hvilke genstande der kunne bruges i en udstilling. Og jeg har kontakt med FMC for at indsamle ting til udstillingen fra fabrikken.

De første skridt er hermed taget mod at fortælle historien om en markant virksomhed og dens betydning for egnen. Og ikke mindst om forureningen af den natur, vi vestjyder er så tæt forbundet med. Den fortælling glæder jeg mig til at få ind på museet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce