Annonce
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Der plukkes og skylles og skrælles og skæres

Mette Lund Andersen - leder af Lemvig Museum - har skrevet ugens klumme. Arkivfoto
Annonce

Klumme: Jeg elsker høsten!

Kulminationen af årets anstrengelser på marken og i haven. Duften af modent korn og spændingen ved, om man nu får halmen under tag, inden der kommer regn. Og nok den tid på året, hvor jeg kommer tættest på planterne i haven.

For hvis der er nogen planter, som interesserer mig, så er det dem, der har frugter og bær, som kan plukkes og spises. Hver eftermiddag går jeg i haven og plukker dagens portion af moden frugt.

Solbær og ribs er allerede kommet i fryseren. Blommerne er lige på spring. Men hindbærrene er i fuld gang, og de fortsætter helt ind i november, hvis jeg er heldig. Og sommeræblerne falder af træerne nu. De sidder så højt, at jeg ikke kan nå op og plukke dem, men nedfaldsæbler er udmærkede til grød, som børnene elsker.

Når jeg går der med hele kroppen inde i bærbusken for at få fat i de største og bedste eksemplarer, er jeg virkelig tæt på planterne. Blade stryger mod min hud. Torne river mig til blods. I kampens hede brækker en gren, og en brændenælde kommer for tæt på.

Annonce

Det koster blod og sved

Planter, som ellers synes statiske og vegetative, bliver anderledes nærværende, aktive og genstridige. Det koster blod og sved at fravriste dem årets høst. Og bagefter venter den virkelige arbejdsindsats ved køkkenvasken med at skylle og nippe og skrælle og skære og koge, inden det færdige resultat endelig kan overlades til kummefryseren.

Mens jeg plukker, vasker og snitter, tænker jeg på, hvordan mine bedstemødre også arbejdede med at få frugthøsten i hus. Og på min mor, som gør det endnu.

Barndomsminder dukker frem. Om dengang jeg skulle hjælpe med at plukke jordbær og spiste de fleste i marken. Om det ørkesløse ved at plukke ribs. Om arbejdsfællesskabet omkring bærbaljen. Og formødrenes ansvisninger til hvordan frugten skal plukkes og ordnes på den mest hensigtsmæssige måde.

Planterne, frugten og arbejdet med dem er fulde af kropslige sanseindtryk, som tænder for erindringen og skaber forbindelser til fortiden.

Annonce

Jeg kunne egentlig lade være

Frugthøst er et kæmpe arbejde. Og egentlig kunne jeg jo bare lade være. Jeg kunne nøjes med at plukke til frisk fortæring og så overlade resten til fugle, snegle, orm og andre nyttige dyr. Købe marmeladen i Netto og slippe for bøvlet.

Men det kan jeg bare ikke! Jeg kan ikke gå forbi et modent bær uden at plukke det. Jeg kan ikke holde ud at se høsten gå til spilde. Og det gælder ikke kun i min egen have. Jeg samler svampe og plukker bær i skov og hegn. Det rykker i mig, når jeg ser en have, hvor alle æblerne ligger på jorden og skriger på at blive samlet op. (Jeg plejer dog at styre mig!)

Klummeskribenter

Ugens klumme kan du hver uge finde her på side 2.

Panelet består af 10 skribenter - fem inden for det kulturelle område og fem inden for natur - der på skift vil behandle et aktuelt emne eller et emne, de brænder for. Listen over skribenter ser således ud:

Karen Barfod (natur)

Sofie Sidelmann Yderstræde (kultur)

Michael Madsen (natur)

Mette Lund Andersen (kultur)

Nina Svanborg (natur)

Lise Faurschou Hastrup (kultur)

Henning Juhl Christensen (natur)

Helle Langer (kultur)

Jens Hedevang (natur)

Klavs Weiss (kultur)

Det er et medfødt samlerinstinkt, en overleveret evne, en form for tradition. Håndtering af havens planter og frugt er en del af husmødrenes historie, som måske nok er noget overset i litteraturen, men ikke desto mindre føles meget levende for mig, som jeg går der mellem bærbuskene.

Jeg samler vinterforråd som et andet egern, jeg plukker og skræller, og jeg helmer først, når der ikke er mere frugt på grenene. Det er en stor tilfredsstillelse, hver gang jeg lægger en ny pose frugt i fryseren og ser den bugne af høstens overflod.

Godt at vide at jeg kan gå vinteren trygt i møde uden at gå ned på hyldedrik, rysteribs, hindbærmarmelade og æbler af egen avl til kager og æbleflæsk. Jo høsten er en herlig tid!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Golden Moments

Annonce