Annonce
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Inspiration, skaberglæde og kreativitet

Lise Faurschou Hastrup er leder af kulturcentret Tuskær i Fjaltring, og hun skriver i denne uges klumme om skaberglæde og kreativitet - noget, der helt sikkert var til stede på dette akvarelkursus på Tuskær, hvor Lise Faurschou Hastrup var blandt dem, der sad model. Foto: Nils Henrik Pedersen

Agter du at spørge mig, hvorfor jeg skriver,

hvorfor jeg laver viser, hvorfor jeg skriver digte,

så gå hen til den store elv, som fossende og stærk styrter ned

Annonce

ad den stejle fjeldside, bøj dit hoved ned mod elven

og spørg den: “Hvorfor fosser du evigt af sted?”

Og elven vil svare dig således: “Gå op på toppen af dette kæmpefjeld;

deroppe, i den evige stilhed og ro,

finder du den rislende kilde, hvorfra jeg stammer

hvorfra jeg får mit vand, hvorfra jeg får min kraft og styrke.

Gå op og spørg denne kilde: Hvorfor vælder du evig rislende op?”


Moses Olsen (1938–2008)


Klumme: Inspiration er ikke noget, man kan spekulere sig til. Inspiration kommer. Når vi er åbne for at modtage den vel at mærke. Når vi er inspirerede, får vi i den grad forstærkning til det kreative arbejde og de skabende processer, hvad enten det er en tegning, et strikketøj, en festtale, en lagkage, en væg eller et hus, som vi går i gang med at tegne, skrive, bage, male eller bygge.

At gå til værks på inspirationens impuls er som at glide af sted med strømmen. At ville gruble sig fra start, kan nemt blive som at padle modstrøms.

Jeg forestiller mig, at inspiration kommer fra den kilde, som den grønlandske digter og politiker Moses Olsen digtede om.

Den fineste kunst

Kulturcentret Tuskær er skabt som et åndehul og et tilflugtssted, der byder på kunst, oplevelser og inspiration til alle. Moses Olsens digt har fulgt med lige siden Elin Nilsson skabte centret i 1986. Den gamle klitgård huser den fineste kunst midt i den barske natur, hvor Vesterhavet buldrer i baghaven, vinden suser i marehalmen, gæssene trækker over himlen i hobetal og stjernerne blinker så klart på den mørke nattehimmel.


Kulturcentret Tuskær er skabt som et åndehul og et tilflugtssted, der byder på kunst, oplevelser og inspiration til alle.

Lise Faurschou Hastrup, klummeskribent og leder af Tuskær


Tuskær findes, fordi kunsten er nødvendig! Kunsten åbner menneskesindet. Kunsten giver næring til vores fantasi. Gennem kunstarter som musik, teater, dans, litteratur, billedlige og skulpturelle udtryk kan vi bevæges og inspireres. Vi kan opleve en genklang, som kan udvide vores horisont, vores forståelse og skabe en særlig samhørighed.

Tuskærs køkken fungerer som et lille inspirationsværksted, hvor skaberglæden får frit spillerum. Vi eksperimenterer, leger og smager os frem. Vores mål er, at maden, som vi serverer, må give andet og mere end blot velsmag, mæthed og kalorier, nemlig sanselige oplevelser af den kreative impuls i madlavningen.

Annonce

Udvide horisonten

Måske udvider man sin horisont en smule, når man oplever den overraskende smag af lakrids i grønkål eller får kaffekogte rødbeder med mørk chokolade? Og hvad mon der sker, når vi serverer maden sammen med levende musik, som for eksempel når Tanja Zapolski spiller Debussy til en servering med pære, blå ost, ingefær og ristede mandler? Eller Andrea Pellegrini synger en arie af Mozart til råmarineret asparges? Det skal prøves af, når vi åbner igen! Vi tror, at det vil udvide horisonten og åbne for inspirationen.

Poul La Cour sagde om kunsten: "Hvad jeg elsker i Kunstværket er ikke dets Fuldkommenhed, som er et bedrag, men dets levende Pulsslag. Tro ikke du kan blive fuldkommen. For hver Styrke du vinder, aabner du en Plads for en ny Svaghed. Men sæt dig ikke til Modværge. Lad dig overvælde af Liv”.

(Fra Fragmenter af en Dagbog, 1948)

Lad os overvælde af Liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce