Annonce
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Jeg hilser det upolerede velkomment

Sofie Sidelmann Yderstræde er kommunikationsmedarbejder på Lemvig Bibliotek. Foto: Johan Gadegaard

Klumme: Mine vinduer har striber efter regn. I min have er mælkebøtter og skvalderkål velkomne. Min sorte bil er konstant dækket af støv og mudder fra vores lange skovvej, og min smag i musik, humor og bøger er til den dystre og hårdtslående side.

Et oprør mod ’pæn-pige-syndromet’? Ikke bevidst. Et ønske om at provokere? Slet ikke. Men en ”her er jeg landet, og sådan er jeg-følelse”, og så må folk enten tage afstand fra det eller acceptere mig og mine krøllede hjørner, som jeg er.

Engang sagde en veninde til mig: ”Det er ikke sådan noget musik, sådan nogle som os hører…” Hun talte om min passion for det tyske industrial metalband Rammstein. Jeg blev ærligt talt lidt irriteret, men efterhånden gider jeg ikke forklare mig. Hun hører noget andet, og det accepterer jeg, selv om jeg næsten kan mærke mine knogler blive filet over på langs, når mandlige sangere lyder som nogle, der skulle have været med i et pigekor. (Ikke at der er noget galt med pigekor, for når DR’s ypperste ungmøer lukker op for vokalen, får jeg ståpels og tårer i øjnene.)

Annonce

Kultur der gør ondt

Når jeg ser tilbage, har jeg egentlig altid søgt det upolerede, lidt makabre og tunge i både musikken, billedkunsten, litteraturen og kunsthåndværket. Kultur må godt gøre ondt, forarge og skræmme mig. Jeg har set døde grise rådne op i glasmontrer, parterede heste i syltetøjsglas og skaldede, deforme skikkelser på Kviums lærreder. Ja sågar plastificerede afdøde mennesker i en anatomisk udstilling i Tivoli.

Mine kolleger på biblioteket ved, at de skal anbefale de blodigste krimier og dystopierne til mig. Mine nye helte på de sociale medier er strikdesigner Lærke Bagger, der slår knuder i stedet for at hæfte pænt og broderisten Trine Runge Jessen, som broderer bandeord og pølsemix, mens hun drikker Ceres Top til online ”brodega”.


Kultur må godt gøre ondt, forarge og skræmme mig. Jeg har set døde grise rådne op i glasmontrer, parterede heste i syltetøjsglas og skaldede, deforme skikkelser på Kviums lærreder. Ja sågar plastificerede afdøde mennesker i en anatomisk udstilling i Tivoli.


Mine yndlingspodcasts handler om drab og retsmedicin. Og jeg elsker at høre sladderpodcasten "Det, vi taler om," hvor blandt andre Ditte Okman og Anna Thygesen hudfletter ugens kendte og kongelige og bruger alle de ord, vi allerede i børnehaven fik skældud for. De er alle med til at give mig en accept af, at det er i orden ikke at være sådan en, som passer ned i en firkantet kasse, som andre har bestemt dimensionerne på.

Annonce

Lige(så)glad

På min tidligere arbejdsplads havde jeg en kollega i halvtredserne, som gik i leopardplettede leggins. Hun var bramfri, hjertelig, elskelig og var så sej! Jeg sagde til hende, at når jeg kom i hendes alder, ville jeg også have sådan nogle bukser og være indehaver af den store ”pyt-knap”. Ved I hvad? Jeg er lige ved at tro, at det kommer til at lykkes.

Og så længe mine handlinger og valg ikke sårer nogen eller skader miljøet, så vælger jeg ”zero fucks-strategien” og kører videre i den halvdunkle, lidt kontante rille, jeg åbenbart er landet i. Her befinder jeg mig godt, og så kan andre vel være lige(så)glade…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce