Annonce
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Når man bare helst vil være alene efter klokken 16

Sofie Sidelmann Yderstræde - der er kommunikationsmedarbejder på Lemvig Bibliotek - har skrevet ugens klumme. Hun tilføjer til klummen: Bare lige for at slå fast: - Jeg føler virkelig med dem, der har deres levebrød på spil, eller hvor coronavirussen har haft fatale følger – men det er en anden historie i denne sammenhæng. Arkivfoto

Klumme: Nu, hvor vi på mange måder går mod lysere tider, er der noget, jeg gerne vil løfte sløret for: Det er ikke nødvendigvis lysere tider for alle.

Jeg er introvert - og glad! Jeg har et job, hvor jeg skal være udadvendt, samarbejde med gode kolleger og nogle gange byde velkommen til en masse mennesker. Det har jeg intet problem med, og jeg nyder det, når det står på. Og når jeg smiler til dig på biblioteket, er det ægte.

Men når jeg har fri, kører jeg hjem til huset i skoven til min mand og mine dyr, og kunne sagtens opholde mig der de næste 14 dage uden at se andre mennesker.

Denne coronanedlukning har været mentalt hård for mange. Men for mig har den været et behageligt pusterum i en travl hverdag med (alt for?) mange tilbud (og nogle af dem har jeg selv været med til at arrangere på biblioteket…)

Annonce

Er jeg underlig?

Er jeg underlig? Det synes du nok, hvis du er ekstrovert og får energi af socialt samvær og en kalender fyldt med biografture, holdsport og koncerter. Men hvis jeg skal have energi til andre mennesker og aktiviteter uden for matriklen, så foregår optankningen i mit eget eller et meget begrænset selskab af familie og gode venner. Og bagefter skal jeg have tid for mig selv igen. (Og ikke til at sidde stille og meditere, hvilket mange ofte misforstår…)

Jeg har i mange år følt, at det var nødvendigt at stikke en nødløgn, når jeg ikke magtede et socialt arrangement. Det er ikke acceptabelt, at man siger: ”Jeg kommer ikke, fordi jeg ikke har lyst til at være sammen på den måde og med så mange”.


Jeg har i mange år følt, at det var nødvendigt at stikke en nødløgn, når jeg ikke magtede et socialt arrangement.

Sofie Sidelmann Yderstræde, klummeskribent


De fleste bliver fornærmede og føler sig fravalgt. Men hvis jeg skal kunne nyde at se dem nogle gange, må jeg også sige nej tak til dem andre gange – ellers er jeg elendigt selskab og øver nærmest vold på mig selv. Jeg hader tvungen selskabsleg og træneren, der siger ”Så går vi lige sammen to og to…”.

Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan samarbejde i mit professionelle virke. Jeg elsker at gå til koncert eller at gå rundt i menneskemylderet i en storby. Men det behøver ikke at ske mere end fire-fem gange om året, så det er ikke mig og mine ligesindede, som kultur- og foreningslivet tjener svimlende summer på… (Lidt undskyld 18b-dame og Biohus-folk!)

Annonce

Det ville være tortur

Forleden lavede jeg et tankeeksperiment: Hvad nu, hvis den eneste måde at bekæmpe virussen på, var, at vi alle skulle være så sociale som muligt? Hvis vi skulle se folk i fritiden hver eneste aften? Det ville simpelthen være tortur for mig. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan en ekstrovert sikkert har haft det her under coronanedlukningen.

Jeg ville ønske, at det moderne, travle samfund i højere grad kunne rumme, at der er rigtig mange af os introverte og forstod, at vi ikke er asociale eller mindre dygtige og dynamiske. Og jeg håber, at mange her under nedlukningen har fået øjnene op for, at flere mennesker måske endda har præsteret bedre i arbejdslivet på hjemmekontoret – netop fordi de ikke har skullet bruge energi på at sige nej til en masse energislugende aktiviteter.

Men frem for alt håber jeg, at vi kan komme dertil, at flere vil acceptere et ”nej tak” uden at blive stødte og se skævt til os, der ofte helst vil passe os selv efter klokken 16.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce