Annonce
Lokalavisen Lemvig

Kvickly støtter Lemvig Handel med 100.000 kroner

Jakob Vig er lige begyndt som varehuschef i Kvickly Lemvig, og hans første kontakt til handels- og eventchef Mai Lindgaard indeholdt en glædelig besked: Jeg har en donation på cirka 100.000 kroner til Lemvig Handel. Foto: Allan Damgaard
Landets Kvickly'er donerer deres merindtjening på non-food varer til det lokale handelsliv. Det giver cirka 100.000 kroner til Lemvig Handel, der modtager beløbet med stor glæde.

Lemvig: - Det er noget af en konge-indtræden, som Jakob Vig har gjort her i byen. Ved min første kontakt med ham fortæller han, at han har en donation på cirka 100.000 kroner til Lemvig Handel. Det er jo fantastisk, siger Mai Lindgaard, der er handels- og eventchef i Lemvig Kommune.

Jakob Vig tiltrådte den 1. februar som varehuschef i Kvickly Lemvig, og selv om beslutningen selvfølgelig ikke er hans - den er truffet på et overordnet plan - så var han den glade budbringer, der kunne fortælle chefen for Lemvig Handel, at landets cirka 70 Kvickly'er giver 100.000 kroner til handelslivet i de byer, hvor de befinder sig.

I en officiel meddelelse fra Coop, som Kvickly er en del af, hedder det blandt andet:

"Vi går ind for sund konkurrence, men lige nu kan vi sælge varer, som vores naboer ikke kan, og det ønsker vi ikke at spinde guld på. Derfor har vi besluttet at donere det, vi tjener mere, end vi ellers ville have gjort, på vores non-food varer (ikke dagligvarer) til aktiviteter, der kan give liv og omsætning til de lokale butikker, når vi igen må mødes".


"Vi går ind for sund konkurrence, men lige nu kan vi sælge varer, som vores naboer ikke kan, og det ønsker vi ikke at spinde guld på.

Coop om baggrunden for at støtte det lokale handelsliv


Beløbet på de cirka 100.000 kroner er lavet ud fra en forventet merindtjening frem til den 28. februar, hvor de nuværende corona-restriktioner udløber. Hvis nedlukningen bliver forlænget, vil beløbet stige.

Lemvig Handel har ikke taget stilling til, hvad beløbet skal bruges til.

- Det er noget, vi skal finde ud af i dialog med vores medlemmer og selvfølgelig også med Kvickly Lemvig, siger Mai Lindgaard.

Annonce

Noget stationært

Hun er glad for støtten.

- Beløbet er så stort, at det vil komme til at gøre en forskel for Lemvig Handel. Det er noget, som de handlende vil kunne mærke, siger Mai Lindgaard.

Hun tilføjer, at Lemvig Handel tænker på at bruge beløbet på noget stationært - noget, der også på længere sigt kan komme de lokale og byens turister til glæde.

Det kan også tænkes, at noget af beløbet kan bruges på en enkelt begivenhed eller arrangement.

-Det er op til Lemvig Handel, hvordan beløbet skal bruges, og det lyder fint med både noget mere stationært og en enkelt her og nu-begivenhed. Der vil dog nok gå lidt tid, inden man kan holde et arrangement på grund af forsamlingsforbuddet, siger Jakob Vig.

Annonce

Byens fællesskab

I meddelelsen fra Coop hedder det også: "Som medlemsejet andelsvirksomhed er vi optaget af byens fællesskab. Vi ønsker levende byer med handel og aktivitet. Handelsgader med glade mennesker og et varieret forretningsmiljø. Ikke triste, tomme ruder på byens centrale pladser".

- I Kvickly har vi gavn af et godt handelsliv i Lemvig, siger Jakob Vig.

- Det er en smuk tanke, at Kvickly på denne måde støtter det lokale handelsliv. Det er vi dybt taknemmelige for, siger Mai Lindgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce