Annonce
Lokalavisen Lemvig

Lemvig Bibliotek bringer 100 bogposer ud om ugen

På Lemvig Bibliotek har de travlt med at pakke bogposer under corona-nedlukningen - hver mandag til torsdag bliver de bragt ud til lånerne. Pressebillede
Lemvig Bibliotek bringer cirka 100 bogposer ud om ugen her under corona-nedlukningen.
Annonce

Lemvig: Borgerne har i dén grad taget deres "nye bibliotek" til sig her under corona-nedlukningen, hvor døren til Lemvig Bibliotek skal holdes lukket, men hvor man kan bestille en bogpose til udbringning.

- Det er en stor succes. Hver dag får vi mellem 20 og 25 bestillinger på poser, så den kollega, der har pakkevagten på biblioteket, har travlt, lyder det fra bibliotekets kommunikationsmedarbejder Sofie S. Yderstræde.

Bibliotekets personale har været nødt til at tænke kreativt for at imødekomme borgernes behov for læsestof samtidig med, at coronaretninglinjerne skal overholdes. Siden første nedlukning i foråret 2020 har alle kunnet bestille en bogpose på bibliotekets hjemmeside eller over telefonen. Hver mandag til torsdag kører bibliotekets bogbuschauffør ud i den lille biblioteksbil og afleverer poserne til borgerne og tager læste bøger og blade med retur.

Annonce

Travlt med at pakke

Inde på biblioteket er der hver dag tre medarbejdere på arbejde, mens resten arbejder hjemmefra på skift. Biblioteksvagterne har travlt med at pakke poser, besvare telefonopkald og mails, aflevere de bøger, folk har smidt ind ad brevsprækken, finde bestillinger til andre biblioteker, ordne aviser og rydde op og sortere ud i gamle bøger, folk ikke læser mere.

- De dage er der tryk på, og vi kan mærke, at antallet af bestilte poser stiger for hver uge, efterhånden som flere og flere finder ud af, at det er en mulighed at få bøgerne bragt hjem, siger Sofie S. Yderstræde og tilføjer, at personalet er glade for, at borgerne har været så omstillingsparate i denne specielle situation.

Har man bestilt bøger og får besked om, at de er kommet hjem, kan man også få dem bragt ud ved at kontakte biblioteket.

Annonce

Ingen bøder

Under coronalukningen er det muligt at aflevere lånte ting i brevsprækken i gavlen på biblioteket. Tykke bøger kan dog ikke komme igennem, så dem skal man blot beholde, til biblioteket igen må åbne. Der bliver ikke oprettet bøder på noget, mens der er coronalukket, og når biblioteket igen åbner, har man god tid til både at aflevere og hente de ting, der måtte stå til en på reserveringshylden.

- Vi melder ud på vores hjemmeside, de sociale medier og via den lokale presse, så snart vi ved mere. Her vil vi også oplyse, hvor lang tid man har til at aflevere sine ting, inden vi genindfører afleveringsfristerne, siger Sofie S. Yderstræde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce