Annonce
Lokalavisen Lemvig

Lemvig Kommune har været med i Spil Dansk siden begyndelsen i 2001

Lederen af Lemvig Musikskole, Jan Lilholt, er glad for, at Lemvig Kommune igen i år har bevilget 28.000 kroner til Spil Dansk Ugen: Jeg synes, vi får rigtig meget for pengene. Arkivfoto
Lemvig Kommune har været med i Spil Dansk siden begyndelsen i 2001, og i år kommer det blandt andre elever på Lemvig Gymnasium og Harboøre Skole til gode.
Annonce

Lemvig: Lemvig Kommune er trofast, når det gælder om at deltage i Spil Dansk.

Lemvig Kommune har nemlig været med siden begyndelsen i 2001. I de første år var der tale om en Spil Dansk Dag - siden er det blevet til Spil Dansk Ugen.

- Jeg deltog sidste år i Spil Dansk Konferencen, og her fik jeg en personlig velkomst fra talerstolen, fordi Lemvig Kommune har været med i alle årene. Det blev jeg selvfølgelig glad for, siger lederen af Lemvig Musikskole, Jan Lilholt, der står for koordineringen af de lokale Spil Dansk-aktiviteter.

Og dem er der igen i år en stribe af. Adskillige af dem er lukkede arrangementer, men derfor er det stadig noget, mange får glæde af.

Det gælder f.eks. to arrangementer på henholdsvis Lemvig Gymnasium og Harboøre Skole.

Det på gymnasiet har fundet sted, når disse linjer læses. Det foregik mandag den 26. oktober. Her havde gymnasiet en sangskriver-workshop fra Koda.

Annonce

Besøg af komponist

Den 9. december får en klasse på Harboøre Skole besøg af komponist Ane Østergaard. I 2006 udgav hun sin første plade under synonymet Band Ane, og hun har siden arbejdet som professionel komponist og performer af eksperimenterende elektronisk musik.

Der er to lukkede arrangementer på dels Livsstilshøjskolen i Gudum og Neurocenter Lemvigs sengeafsnit. Sidstnævnte er dog blevet udskudt på grund af coronakrisen. Det er Adrian Hughes, der gæster Livsstilshøjskolen til en aften med fokus på sprog og kultur.

Desuden er der et musikalsk foredrag for alle i Bio-Huset søndag den 1. november med James Rasmussen, der har været med i Four Jacks. Det foredrag omtalte vi i sidste uges Lokalavisen.

- Lemvig Kommune har i år igen været så venlige at bevilge 28.000 kroner til Spil Dansk, og jeg synes, at vi får rigtig meget for pengene, siger Jan Lilholt.

Det lokale Spil Dansk-udvalg består af Kurt Darling Nielsen, Poul Anker Møller, Nina Davidsen, Jørgen Bruntse, Martin Bagge og Jan Lilholt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce