Annonce
Lokalavisen Lemvig

LGF tabte til stærkt Bording-mandskab

LGF-træner Keld Østergaard kan se tilbage på et flot 2019, hvor hans unge mandskab vandt deres serie 3-pulje i foråret og her i efteråret sluttede på andenpladsen i serie 2. Arkivfoto
Cirka 400 tilskuere på Lemvig Stadion så Lemvig GF tabe 3-0 til et stærkt Bording-mandskab i oprykningskampen til serie 1. Dermed spiller LGF's bedste fodboldherrer fortsat i serie 2.
Annonce

Lemvig: Der var masser af god stemning på Lemvig Stadion lørdag eftermiddag, da Lemvig GF og Bording - der begge sluttede på andenpladsen i hver deres serie 2-pulje - mødtes i oprykningskampen til serie 1.

Men det var ikke hjemmeholdets tilskuere, der kunne juble. Det var derimod de cirka 100 medrejsende Bording-tilhængere, der i den grad havde gang i en fest. De mest entusiastiske jublede i bar overkrop, da Bording bragte sig foran i begyndelsen af 2. halvleg, og mod slutningen af kampen var der også en del røg på tribunen fra det medbragte pyroteknik. Bording vandt 3-0.

Oprykningskampen blev overværet af cirka 400 tilskuere, og det er lang tid siden, der har været så mange tilskuere til en fodboldkamp på Lemvig Stadion.

De kunne se en jævnbyrdig og målløs 1. halvleg med få chancer. Det var tydeligt, at begge mandskaber var påpasselige i defensiven. Bording havde halvlegens største chance, da gæsternes farlige angriber Laurits Lynge driblede igennem LGF-forsvaret og tippede bolden over LGF-keeperen. Alle havde set bolden i mål, men Simon Borum fik på mirakuløs vis reddet bolden på målstregen.

I begyndelsen af 2. halvleg kom Bording i front ved netop Laurits Lynge, og derefter var det op ad bakke for hjemmeholdet, som havde svært ved at skabe chancer mod et stærkt og rutineret Bording-mandskab. I perioder havde LGF masser af fint spil ude på banen - navnlig i 1. halvleg - men gæsterne stod stærkt i defensiven.

Målet til 0-2 faldt cirka et kvarter før tid, og dermed var opgøret i princippet afgjort. Bording fik endnu et mål, og det midtjyske hold skal nu møde Helsted fra Randers om en plads i forårets serie 1.

Træner Keld Østergaard og det unge LGF-mandskab kan se tilbage på et rigtig flot 2019. I foråret vandt holdet sin serie 3-kreds efter 14 kampe uden nederlag, og efteråret gav en andenplads i serie 2.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce