Annonce
Lokalavisen Lemvig

Motionscenter trækker ned i medlemstal

Det har især været fitnesscentret, der har fået medlemstallet i Gudum-Nissum IF (GNIF) til at falde. Arkivfoto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix
Det har især været blandt de voksne medlemmer, at Gudum-Nissum IF har oplevet en tilbagegang i medlemstallet

Nørre Nissum: Nedlukningen af især motionscentret i Østhallen i Nørre Nissum har kunnet mærkes i Gudum Nissum IF (GNIF).

Alene i motionscentret vurderer formand Ulla Thomsen, at omkring 100 medlemmer har opsagt deres medlemskab i løbet det seneste år, hvor motionscentret på grund af coronasituationen har været lukket ned i længere perioder

Men også i andre afdelinger af foreningen har man kunnet mærke coronarestriktionerne, der har lukket for især de indendørs idrætsgrene i den snart overståede sæson.

Annonce

- Det er primært voksenholdene i gymnastik og fodbold, der har været ramt. Hos os er man først medlem, når man er tilmeldt et hold, men jeg vurderer, at der nok har været 30-40 færre medlemmer af et M/K-hold i gymnastik og det samme antal til Aktive Ældre, siger hun.

Det har også været svære tider for fodbolden, men her er klubbens old boys-spillere så småt ved at være tilbage på græs.

Børn er blevet i foreningen

Til gengæld har GNIF stort set ikke kunnet mærke nogen tilbagegang på børne- og ungdomsholdene, der frem til jul havde mulighed for at dyrke idræt indendøre.

Økonomisk har nedlukningen kunnet mærkes i foreningen. Ulla Thomsen vurderer, at GNIF er kommet ud af det seneste regnskabsår med et underskud på 30.000-50.000 kroner, og kan mærkes, selv om foreningen ikke er truet økonomisk.

- Vi har heldigvis en god egenkapital at tære på. Nedgangen i antallet af medlemmer er tildels blevet opvejet af, at vi ikke har haft de samme udgifter som normalt til lokale- og halleje. Men vi har ikke kunnet generere et overskud til foreningen, som vi ellers har kunnet andre år, siger Ulla Thomsen.

Hun håber, at medlemmerne vil vende tilbage til foreningen i takt med at coronarestriktionerne lempes og idrætten kommer i gang igen.

- Lige nu har vi et opslag om et motionshold, hvor jeg kan se, at der er stor interesse for at deltage. Så jeg er ikke så bekymret for, at vores medlemmer ikke vil vende tilbage, siger GNIF-formanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce