Annonce
Lokalavisen Lemvig

Museet for Religiøs Kunst åbner med nye udstillinger og nyerhvervelser

Billetsalg og café er nu det samme sted på Museet for Religiøs Kunst. Direktør Christine Løventoft og de frivillige er i fuld sving på museet, der åbner cafeen 6. maj. Arkivfoto: Allan Damgaard
Efter den lange coronanedlukning har Museet for Religiøs Kunst slået dørene op til to nye udstillinger med værker af Daniel Enkaoua og Laila Westergaard. De kan ses frem til 13. juni. Museets café åbner 6. maj.

Lemvig: Landets museer har slået dørene op efter vinterens lange coronanedlukning, og det gælder selvfølgelig også på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Her kan publikum glæde sig til adskillige nyheder - både rent kunstnerisk og i den mere praktiske afdeling.

Der er to nye udstillinger: Hovedudstillingen "Daniel Enkaoua - Mellem himmel og jord" og den mindre udstilling "Laila Westergaard - Granaten i hjertet".

I en pressemeddelelse skriver museet, at der i  museets permanente udstilling er flere nye værker, som ikke er blevet vist for publikum før, herunder det fortryllende videoværk "exvoto" af Julie Born Schwartz.

Ved ankomsten til museet kan man straks se, at velkomstområdet har fået et æstetisk løft, og der er blevet gjort plads til tegneborde til børn og barnlige sjæle.

Når caféen åbner 6. maj, vil det også være i mere hyggelige rammer end tidligere.

Den franskfødte Daniel Enkaoua er vokset op i et religiøst jødisk miljø, og som helt ung flyttede han til Israel for at studere religion. Efter et par år skiftede han spor og blev indskrevet på kunstskolen Avni Institute of Art i Tel Aviv.

Vandt publikumspris

Siden 2004 har han boet i Barcelona med sin hustru Sarah og deres fire børn. I 2010 deltog han på the National Portrait Gallery’s udstilling i London,"BP Portrait Award Exhibition", hvor han vandt publikumsprisen med sit portræt af sin fire-årige søn Natan.

Enkaoua arbejder med tre motivgrupper, som han opfatter som udgørende et samlet hele: landskaber, menneskeskildringer og stilleben med grøntsager og brugsgenstande.

Udstillingen er et resultat af et tillidsfuldt og godt samarbejde mellem museet og kunstneren i en tid, hvor rejser og fysiske møder ikke har været mulige.

I anledning af Laila Westergaards udsmykning af Gødstrup Hospitals kirke og udgivelsen af bogen om kunstneren - "Levende Stene - Laila Westergaards kunst" - viser Museet for Religiøs Kunst en mindre foto- og skulpturudstilling.

Annonce

Westergaard-film

I udstillingen, der er placeret i gallerigangen, kan man se fotografier fra hospitalsudsmykningen samt værkserien ”Granaten i hjertet”, der refererer til syndefaldet.

Udstillingen er ledsaget af kunstnerens egne ord omkring begge projekter samt en lille film om kunstnerens praksis.

Der vil i stedet for en fernisering være et arrangement med bogsignering i slutningen af udstillingsperioden. Bogen om Laila Westergaards kunst - der er skrevet af Dorte Fogh og  Annette Østergård fra Silkeborg - kan købes i museets butik.

Begge udstillinger kan ses indtil 13. juni.

Annonce

Kvindelige kunstnere

Museet har i 2020 erhvervet fire nye værker, som nu for første gang er tilgængelige for publikum i den permanente udstilling. Der er tale om værker af to yngre kvindelige kunstnere, Julie Born Schwartz (født 1981) og Maria Wæhrens (1976).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce