Nørlem: Der er hentet en foredragsholder fra egne rækker, når Nørlem Kirke tager hul på vinterhalvårets sogneaftener.
Det er nemlig sognepræst Bettina Reese Tonnesen, der står for foredraget torsdag den 31. oktober kl. 19.30 i sognegården.
Overskriften er "Den gode ensomhed - findes den?" Bettina Reese Tonnesen har i år haft tre måneders studieorlov med blandt andet fokus på ensomhed, og det er erfaringerne herfra, hun vil fortælle om.
Da hun søgte orlov hos biskoppen, hed det blandt andet i ansøgningen: "I en tid hvor mange lever alene enten selvvalgt eller grundet ydre omstændigheder, og hvor mange isolerer sig i den virtuelle verden, synes det relevant at undersøge, hvad vi som kirke kan byde ind med i denne sammenhæng".
I ansøgningen spurgte Nørlems sognepræst blandt andet: Kan man få vendt en isoleret hverdag til en positiv følelse af en god ensomhed? og har vi som mennesker i virkeligheden brug for ensomhed f.eks. i form af retræter eller andre stilhedssøgende tiltag?