Annonce
Lokalavisen Lemvig

Nedlukning udsætter vinterudsalg i Lemvig og Thyborøn

Der kommer til at gå mindst et par uger endnu, inden der for alvor bliver liv i Lemvigs gågader igen. Arkivfoto: Allan Damgaard
Butikkerne i Lemvig og Thyborøn skulle have indledt året med vinterudsalg. Det er nu udskudt. Det samme er julegavebytteriet.
Annonce

Lemvig/Thyborøn: Butikkerne i Lemvig og Thyborøn skulle have budt 2021 velkommen med det traditionelle vinterudsalg, men det er nu udskudt på grund af corona-restriktionerne, der betyder, at hovedparten af butikkerne er lukkede.

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om, hvornår vi kan afvikle vinterudsalget. Vi er nødt til at afvente de nye retningslinjer, siger Mai Lindgaard, der er handels- og eventchef i Lemvig Kommune.

Nedlukningen betyder, at de lokale butikker - i lighed med hele landets butikker - får en hård start på det nye år.

- Det kan godt føles lidt bemærkelsesværdigt, at de lokale butikker skal holde lukket, når det lokale smittetryk i Lemvig Kommune er så lavt, men det sker selvfølgelig ud fra et forsigtighedsprincip, siger Mai Lindgaard.

Butikkerne får ikke 100 procents kompensation for nedlukningen.

- Samtidig skal man også huske på, at butikkernes varelager mister værdi under sådan en nedlukning, som vi jo ikke ved, hvor længe der varer. Så det er en hård periode, butikkerne er inde i, siger Mai Lindgaard.

Hun håber, at de lokale kunder ikke handler alt for meget på nettet under nedlukningen, men i stedet venter til de fysiske butikker lukker op igen.

Hovedparten af butikkerne lukkede som bekendt den 25. december, og dermed har man endnu ikke kunnet få byttet julegaver.

- Der er ingen tvivl om, at bytteperioden bliver forlænget, så man kan få byttet sine julegaver. Det er i de lokale butikkers interesse at yde så optimal en service som muligt, siger Mai Lindgaard.

På Lemvig Handels Facebook-side kan man se, hvilke butikker der godt må holde åbent under nedlukningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce