Annonce
Lokalavisen Lemvig

Nu er dagen fuld af sang

Hannen af rødhals er en af årets første fuglestemmer, territoriet skal forsvares. Foto: Kristian Tikjøb

Klumme: Med forårets komme kribler det i fingrene. Der skal jord under neglene, og drømmen om en god forsyning af giftfrie grønsager fra højbedene går i gang. Det er skønt at komme i gang, at så plante og se det dag for dag vokse og tage form. Når jeg arbejder i haven, vil mange nok synes at det foregår i et alt for sindigt tempo. Men jeg nyder at ligge på knæ, med rumpen i vejret og luge, plante, og studere de larver, orme og insekter jeg forstyrrer med mit roderi. For i god jord, med masser af kompost, og hestemøg fra en god kollega, så opstår der en perfekt symbiose mellem dyreliv og afgrøder.

Forårets havearbejde hjælper mig på vej med at få repeteret, trænet og indstillet ørerne til det kommende fuglekor. Her kan jeg dag for dag bare med hørelsen følge med i udviklingen. For fuglesangen er en vigtig del af den ornitologiske oplevelse. Ofte er det nemlig sådan, at man først hører fuglen, siden må man lede efter den. Oven på et efterår og en vinter er mit kendskab til fuglesangen blevet en smule rusten, og så er det, at jeg med havearbejdet stille og roligt bliver fortrolig med stemmerne igen.

Klummeskribenter

Dagens klumme er skrevet af en ny skribent, Kristian Tikjøb, der kommer til at afløse Henning Juhl Christensen, der har ønsket en pause.

Kristian Tikjøb underviser til daglig på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum, men er der ud over ivrig fuglenørd og talsmand for den lokale afdeling af Dansk Ornitologisk Forening. Hans klummer tilhøre gruppen af fem skribenter, der hver anden uge skriver om natur, mens de øvrige fem skribenter skriver om kultur.

De 10 skribenter er:

Karen Barfod

Sofie Sidelmann Yderstræde

Michael Madsen

Mette Lund Andersen

Nina Svanborg

Lise Faurschou Hastrup

Kristian Tikjøb Olsen

Helle Langer

Jens Hedevang

Klavs Weiss

Det er nemlig så praktisk indrettet både for begynderen og den øvede, at alle fuglene ikke begynder at ”larme” på en gang. Det begynder i det små med de overvintrende arter, og siden med nye strofer fra de fugle, der vender hjem fra vinterferien i syd. Mit råd er derfor, kom i gang med fuglesangen nu, i maj er det håbløst når koncerten har nået sit højeste crescendo.

Rødhalsehannen er en af de første. Han er blevet hjemme i vinteren, for at sikre sit territorium og arbejder nu på at gøre hoserne grønne for fruen, der er på vej hjem fra varmere vinterstrøg. Musvit og blåmejse har været flittige gæster på foderbrættet og er nu ganske småfede og har fået stor interesse for boligmarkedet. Med deres sang er de stærkt territoriehævdende.

Gråspurvene er i øjeblikket voldsomt interesseret i min nye opsatte stærekasse. Spændende om de formår at holde skansen, når først stæren melder sin ankomst, eller om det bliver til en tilbageflytning op under mit tagskæg. Det håber jeg faktisk bliver resultatet, for det er nu hyggeligt at høre deres familie aktiviteter inde bag gipsvægge og isolering.

I cypressen er der gang i den hos ringduerne. Det proklameres med strofen: ”En stor fed skovdue… en stor fed skovdue”, hvorimod jeg et par huse længere henne kan høre tyrkerduen der territoriehævder med: ”Du gode Gud… Du gode Gud…” den har en sådan ihærdighed, især tidligt om morgenen, at jeg kan blive næsten ugudelig. Gærdesmutte, bogfinke, grønirisk, gulspurv, dompap og jernspurv er også gode at blive fortrolige med, inden mylderet af sangere, anført af gran- og løvsanger, ankommer fra syd.

Havearbejde kan være en glæde eller pligt, men under alle omstændigheder mener jeg, at arbejdet bliver bedre og mere udbytterigt af at lægge ører til fuglekoret. Kom i gang - stor hjælp kan findes på web-adressen www.fuglestemmer.dk. På mobilen besøger jeg ofte dette site, hvad enten det er i haven eller ude i den store vestjyske natur.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce