Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ny sæson i Gode fortælleres Venner

Vita Andersens roman, Indigo, er emnet for det første foredrag i Gode fortælleres Venner. Arkivfoto: Gyldendal
Erindringslitteratur er emnet for foredragsrækken, der arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet
Annonce

LOKALT: Carsten Anderskov, formand for Gode Fortælleres Venner, fortæller om de kommende foredrag, der holdes mandag formiddage i Kirkehuset i Lemvig og tager udgangspunkt i en roman:

- Vi har i bestyrelsen valgt temaet "Mødre/døtre, fædre/sønner" og lægger ud med et stykke erindringslitteratur, nemlig Vita Andersens roman, Indigo. Vita Andersen fortæller historier fra sin barndom, som hun husker dem: Punktnedslag i en ulykkelig barndom uden kronlogi. Det er fortællinger om en psykisk ustabil mor, som aldrig elsker hende, og som sender hende i pleje hos tilfældige familiemedlemmer, helt fremmede mennesker eller på børnehjem. Hele barndommen higer hun efter sin mors kærlighed og anerkendelse, men hun får den aldrig. Hun kommer til verden som et uønsket barn – og forbliver et uønsket barn. Romanen var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris sidste år.

Derefter bevæger vi os til USA og tager fat i en lille men vigtig bog af Philip Roth: En søns far. Forfatteren tegner et portræt af sin far, der bliver lammet i den ene side af ansigtet og snart derefter diagnosticeret med en hjernesvulst. Vi følger faderens og sønnens kamp mod sygdommen. Bogen handler på den ene side om sygdom, død, tab og erindring, men også om kærlighed og om, at ord kan gøre en forskel. Bogen er i sidste instans en gave til den far, som forfatteren nu gør udødelig gennem sin kunst.

Vi tager nu noget af et spring tilbage i tiden til Rusland i 1800-tallet med Ivan Turgenevs klassiker "Fædre og sønner". Turgenev tilhører generationen af store realister og var med til at sikre russisk litteraturs position i verdenslitteraturen. Romanen udkom i 1862, året efter tsarens ophævelse af livegenskabet og skildrer perioden op hertil – en skelsættende tid, som delte generationer af det russiske folk.

Fra tsartidens Rusland springer vi til apartheidstyrets Sydafrika med Nadine Gordimers "Min søns historie". Nadine Gordimer har gennem et langt liv fra 1923 til 2014 fulgt udviklingen i en mishandlet og splittet nation, der først i 1994 kæmpede sig ud af et forstenet og undertrykkende apartheid regime og fejrede en fredelig overgang til demokrati. Hun modtog i 1991 - året efter udgivelsen af Min søns historie - Nobelprisen i litteratur.

Vi slutter af i Italien - nærmere bestemt på den lille ø Procida ud for Napoli med Elsa Morantes Arturos ø. Vi følger i romanen Arturo, fra han er 14 til 16 år gammel i årene lige før 2. Verdenskrig. Fokus er hans til tider smertefulde forhold til sin gådefulde far og dennes unge nye kone. Bogen kan læses som led i afdækning af, hvad der er det essentielle i virkeligheden.

Og konceptet for det hele, er det sædvanlige: mandag formiddage i Kirkehuset med start kl. 10 og slut klokken 12.15 med sang fra Højskolesangbogen og kaffe ind i mellem.

Foredragsholderne er med en enkelt undtagelse kendte ansigter i vores kreds - folk som vi kender godt som engagerede og vidende formidlere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce