Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ny spillefilm af Bækmarksbro-pigen Charlotte Madsen: Filmoptagelser i isnende kulde

Filminstruktør Charlotte Madsen og skuespiller Michael Asmussen, der spiller den mandlige hovedrolle i "Asfalt", i samtale med en af filmfolkene. Foto: Johan Gadegaard.
Bækmarksbro-pigen Charlotte Madsen er i gang med optagelserne til sin tredje spillefilm, "Asfalt". De foregår i det vestjyske i isnende kulde. Hendes barndomsture med faderen på langfart i en lastbil har givet inspiration til filmen.

Lemvig/Holstebro: - Det står ikke i manuskriptet, at det skal være så koldt, siger filminstruktøren Charlotte Madsen.

Bækmarksbro-pigen står i spidsen for optagelserne til sin tredje spillefilm, "Asfalt".

Hun er på vej hen til den lastbil, der er omdrejningspunktet i hendes nye film. Det er en roadmovie om lastbilchaufføren Lasse spillet af Michael Asmussen, der også var med i hendes to første spillefilm, "Søde lille du" fra 2010 og "Kufferten" fra 2012.

Vi befinder os hos TCM Group i Tvis. Det er her, man blandt andet finder Tvis Køkkener og Svane Køkkenet. Film-folkene er klædt godt på. Det er også nødvendigt, hvis man skal have en bare nogenlunde chance for at holde varmen i denne isnende østenvind, der synes at have gjort det til en sport at finde vej gennem selv tykke tøjlag.

Filmoptagelserne foregår blandt andet inde i selve lastbilkabinen, der er snildt indrettet som et lille filmstudio i sig selv. Her sidder Michael Asmussen bag rattet, og han har taget det store kørekort for at kunne spille netop denne rolle.

Ved siden af lastbilen står Charlotte Madsens mor, Anette Knopper. Hun er gift med Kesse Knopper - de bor i Thyborøn. Kesse Knopper står med at stykke papir i hånden. Her står de fire replikker, der er hans bidrag til filmen. Han har nemlig fået en statistrolle.

- Ja, hun har det med at bruge os i sine film, og det er også helt fint, siger Kesse Knopper, der tidligere har spillet sammen med Michael Asmussen.

Denne gang kommer Kesse Knopper dog ikke fysisk med i filmen. Man vil kun høre hans stemme.

Annonce

Kom til at grine

- I en tidligere film spillede jeg postbud og skulle aflevere et brev til Michael Asmussen. Jeg så nok lidt sjov ud i den uniform - kasketten var ikke helt stor nok. Michael Asmussen kunne ikke lade være med at grine, når jeg kom med brevet. Scenen måtte tages om flere gange, siger Kesse Knopper.

- Ja, da blev I begge fyret op til flere gange, siger Anette Knopper og griner.

Anette og Kesse Knopper har også tidligere stillet deres hus i Thyborøn til rådighed for Charlotte Madsen filmhold, og til den nye film "Asfalt" har Kesse Knopper stået for kontakten til ejeren af et hus i Thyborøn, der skal bruges til optagelserne.

Thomas Schindel står i kulissen og følger slagets gang. Han er såkaldt line producer på filmen. Det er noget i retning af producerens højre hånd ude i marken. Han er den, der har ansvaret for lokationer og udstyr i det daglige - blandt andet i forhold til den overordnede økonomi.

Annonce

Skaber ekstra holdånd

Han har været med i kulissen i adskillige film - f.eks. på "Vinterbrødre" fra 2017, der løb med hele ni Robert-priser og blandt andet blev årets spillefilm. På den film var Thomas Schindel også line producer.

"Asfalt"

30-årige Charlotte Madsen, der stammer fra Bækmarksbro, har sammen med skuespiller Michael Asmussen skrevet manuskriptet til "Asfalt". Det er hendes tredje spillefilm som instruktør.

Handlingen: Lastbilchaufføren Lasse (spillet af Michael Asmussen) ligner ved første øjekast en tarvelig kliché af en lastbilchauffør. Han ryger for mange cigaretter og viser for lidt nærvær til sine omgivelser. Hans datter René (Viilbjørk Malling Agger) kommer med på en tur, og det viser sig, at Lasse har en dybere karakter, hvis han har mod til at turde være sig selv.

Filmen har et arbejdsbudget på 3,5 millioner kroner. Det er et lavbudget i filmens verden, men det er suverænt Charlotte Madsens dyreste film indtil videre. Den er blandt andet støttet af Den Vestdanske Filmpulje, Deluca Film, Aarhus Filmværksted, Filmværkstedet/København, 3F og Lemvig Kommune.

Der er ikke sat premieredato på den cirka halvanden time lange "Asfalt". Det ligger til gengæld fast, at den får premiere i Bio-Huset i Lemvig, og i den forbindelse vil Charlotte Madsen også fortælle om filmens tilblivelse.

- Der er visse referencer fra "Vinterbrødre" til Charlotte Madsens nye film. Blandt andet i forhold til økonomien - der er heller ikke noget stort budget på "Asfalt". Når man kæmper ekstra hårdt med økonomien - og i dette tilfælde også med kulden under optagelserne - så skaber det noget ekstra holdånd. Sådanne svære betingelser får ofte en film til at shine på lærredet - det smitter af på det færdige resultat, siger Thomas Schindel.

Når man ikke har uanede midler til rådighed, gælder det i høj grad om at skære scenerne til.

- Man arbejder hele tiden med, hvad der kan fjernes i scenerne, så man får så rent et filmsprog som muligt - og på den måde komme frem til det kunstneriske i filmen. At have et begrænset budget kan give den bedste kreative kraft, siger Thomas Schindel.

Her bliver der optaget i Skolegade i Holstebro med roadmoviens centrale omdrejningspunkt, lastbilen, i baggrunden. Foto: Johan Gadegaard.

"Asfalt" har et arbejdsbudget på 3,5 millioner kroner, og det er et begrænset budget i filmens verden.

- Det kan godt være, at beløbet ender med at være højere. Det kommer an på det arbejde, der skal laves efter optagelserne. Både Aarhus Filmværksted og Filmværkstedet/København støtter med udstyr og f.eks. klipning og lyddesign. Det er svært at værdisætte denne støtte, siger Thomas Schindel.

Annonce

Mere professionelt

Charlotte Madsen er glad for, at hun kan betale løn til skuespillerne og filmholdet denne gang. Det kunne hun ikke - eller kun i begrænset omfang - i sine første film.

- Det hele er lidt mere professionelt denne gang, og vi har virkelig et godt filmhold, siger Charlotte Madsen.

Denne uge er den sidste af tre uger med filmoptagelser. Fredag den 12. februar skal de sidste scener være i hus. Dermed har filmholdet været i gang i de uger, hvor det har været allermest koldt i denne vinter.

- Og det bliver slemt her i den sidste uge, hvor vi skal optage aften og nat, og hvor vi tilmed skal have to skuespillere i vandet ved Høfde Q i Fjaltring, siger Thomas Schindel.

Annonce

Kørte med faderen

Charlotte Madsen har hentet inspiration til filmen fra sin barndom. Her var hun nemlig ofte med sin far Johnny Madsen, der var lastbilchauffør, på langfart rundt i Europa.

- Jeg kender til det miljø fra min barndom, og det var spændende at være med på disse ture. Jeg har også spurgt min far til råds om detaljer, men han har ikke læst manuskriptet, siger Charlotte Madsen.

Hendes far bor stadig i Bækmarksbro.

Der har været støtte til filmen fra flere forskellige fronter. Det gælder f.eks. til det tunge materiel. Lastbilen er stillet til rådighed af Autobude, mens traileren er fra vognmand Hans Høj. Autobude stiller også en chauffør til rådighed for optagelserne, Martin Kofoed Hansen.

- Martin kommer med det faglige input, så alt omkring lastbilmiljøet bliver troværdigt. Det kan f.eks. være den måde, som man bakker med en lastbil på. Det kan Martin gøre under optagelserne, siger Charlotte Madsen.

Hovedparten af optagelserne foregår i Holstebro Kommune, og det skyldes ifølge Thomas Schindel, at Holstebro Kommune støtter Den Vestdanske Filmpulje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce