Annonce
Lokalavisen Lemvig

Opgraderet Café Larsen venter spændt på grønt lys

Torben Larsen er ansvarlig for Café Larsen, der er det eneste spisested i familien Larsens forretningsforetagende. Han glæder sig til at kunne vise det nye Café Larsen frem. Foto: Morten Stricker
Café Larsen i Lemvig har brugt det seneste halve år på en omfatterende renovering og udbygning, og nu venter spisestedet med cirka 200 siddepladser på grønt lys fra myndighederne til at kunne åbne her under coronakrisen.
Annonce

Lemvig: - Hvis jeg skal nævne lidt positivt midt i denne vanskelige periode, så er jeg trods alt glad for, at vi ikke nåede at holde åbent i nogle uger og så efterfølgende måtte lukke på grund af coronakrisen. Så er det trods alt bedre, at vi nu er klar til at åbne, når regeringen giver grønt lys for, at spisesteder igen må holde åbent, siger Torben Larsen.

Han er ansvarlig for Café Larsen i Lemvig, der er det eneste spisested i familien Larsens forretningsforetagende. Torben Larsen har også ansvaret for Larsen Is Godter Gaver, som der nu findes fem afdelinger af. Den ene af dem ligger ved siden af Café Larsen, mens de andre findes i Struer, Holstebro og nu to i Herning. Den nyeste i Herning blev åbnet i fredags.

Café Larsen har det seneste halve år gennemgået en omfattende renovering og udbygning. Et projekt, som mange lemvigere sikkert har fulgt med i, fordi det er ganske synligt fra havneområdet. Café Larsen er nu i den fulde bredde bygget helt ud til Havnegade, hvilket har givet en markant og flot facade ud til havnen.

- Vi er vældig godt tilfreds med resultatet. Vi synes selv, vi har fået en flot og markant bygning på en central plads i Lemvig, og samtidig har vi fået en rigtig god indretning af cafeen - blandt andet med siddepladser på første sal, siger Torben Larsen.

Den tidligere Café Larsen daterer sig tilbage til 1990. Her blev Ib's Grill og Strøgcafeen slået sammen til Café Larsen.

- Det var også et ret stort projekt på det tidspunkt, siger Torben Larsen.

Og det husker han særdeles godt. Han kom nemlig som nyudsprunget student fra Struer Statsgymnasium til at arbejde i den nye Café Larsen i sommeren 1990. I øvrigt sammen med sin mor, Elin Larsen. Torben Larsen var i Café Larsen i sit sabbatår, inden han gik i gang med en salgsuddannelse i Bilka i Holstebro for så senere at vende tilbage til familiefirmaet, der også omfatter Chokoland.

Café Larsen

Café Larsen i Lemvig har foretaget en omfattende renovering og tilbygning. Cafeen vil fortsat have indgang fra både gågaden Vestergade og Havnegade.

Der bliver 200 siddepladser i den nye café. Den gamle havde omkring 150. Cafeen er nu på både stueplan og første sal med udsigt over havnearealet.

Der var tidligere to lejligheder over cafeen. Det er nu blevet til én, der fordeler sig over første og anden sal og har tagterrasse.

Café Larsen genåbner, når myndighederne giver grønt lys for, at spisestederne må åbne igen under coronakrisen.

Cafeen er ejet af familien Larsen, der blandt andet også driver Chokoland og fem afdelinger af Larsen Is Godter Gaver, hvoraf den ene i øvrigt ligger ved siden af Café Larsen.

Torben Larsen er ansvarlig for Café Larsen. Han er barnebarn af grundlæggeren, Ib Larsen, der begyndte med forretning i Lemvig omkring 1950. I øvrigt på det sted, hvor Café Larsen ligger i dag. Torben Larsen bor i Struer.

Café Larsen ventes at genåbne med 12-15 medarbejdere.

Annonce

Trængte til renovering

- Café Larsen trængte til en renovering. Det var begrænset, hvad der var sket siden 1990. Så enten skulle vi sælge stedet, eller også skulle vi lave en større opgradering. Vi valgte det sidste, siger Torben Larsen om det sted, hvor det hele begyndte tilbage omkring 1950, hvor hans farfar, Ib Larsen, åbnede sin første forretning, mens familien boede oven på.

De valgte at føre bygningen op i to etager på hele matriklen fra Vestergade til Havnegade.

- Vi ville gerne udvide cafeen, så den både omfatter stueplan og første sal. Nu har vi fået en fantastisk udsigt over havnearealet oppe fra første sal, siger Torben Larsen.

Antallet af siddepladser er udvidet fra 150 til cirka 200. Der er kommet mange nye til oppe på første sal, mens der til gengæld er forsvundet nogle i den side af cafeen, hvor opgangen til første sal nu befinder sig.

Byggeriet - som SHS Byg i Gudum har haft hovedentreprisen på - har været ramt af vejrmæssige forsinkelser.

Annonce

Ramt af forsinkelser

- Først var piloteringen lidt mere omfattende end beregnet. Men den forsinkelse blev indhentet igen. Til gengæld var det værre med alt den regn, der kom i februar. Det regnede jo nærmest hver dag. Det betød, at byggeriet ikke kunne nå at tørre som forventet. Samtidig kom hele coronakrisen i marts og lagde hindringer i vejen - blandt andet med forsinkelse på det køkkeninventar, vi skulle have. Så det har virkelig været besværligt, siger Torben Larsen.

En del af bygningen er bevaringsværdig, så derfor har familien Larsen ikke kunnet genopføre en helt ny bygning fra grunden af.

Det var oprindeligt planen, at Café Larsen skulle være genåbnet i påsken, men her var landet lukket ned på grund af coronavirussen.

- Nu venter vi alle i spænding på, hvornår landets spisesteder må åbne igen, og under hvilken form genåbningen finder sted. Hvilke krav vil vi blive mødt med? Det hele er meget usikkert i øjeblikket, siger Torben Larsen.

Det er det også for det kommende personale i Café Larsen. Der plejer at være en stab på 12-15 faste medarbejdere, men de blev opsagt, da ombygningen og renoveringen gik i gang, og cafeen lukkede.

Café Larsen har fået en markant og flot facade ud mod Havnegade. Torben Larsen er godt tilfreds med resultatet af om- og tilbygningen. Foto: Morten Stricker
Annonce

Pladskrævende ventilation

- Der er to medarbejdere fra den "gamle" café, der fortsat vil være at finde i den nye, og så er vi ellers i gang med at ansatte nye, og vi har også allerede ansat en del. Men vi mangler stadig enkelte. Vi kan jo ikke fortælle nye medarbejdere, hvornår de kan starte, og det er naturligvis ikke alle, der kan leve med sådan en usikkerhed, siger Torben Larsen.

Der var tidligere to lejligheder oven på Café Larsen. Nu bliver der blot én - den kommer til gengæld til at fordele sig over to plan og får en tagterrasse med udsigt over havnen.

- Vi havde håbet på, at vi kunne bibeholde to lejligheder i forbindelse med om- og tilbygningen. Men det var der ganske enkelt ikke plads til - især fordi udstyret til ventilation er meget pladskrævende, siger Torben Larsen.

Han er godt tilpas med, at Café Larsen befinder sig på det attraktive havneområde, hvor der også ligger andre spisesteder.

Her i skrivende stund mangler der stadig nogle detaljer i indretningen. Her er Torben Larsen (tv) i snak med en elektriker. Foto: Morten Stricker
Annonce

Private fester

- Jeg synes, det er fint, at vi ligger samlet. Vi har et prisleje, hvor alle kan være med, og vi fortsætter med at have åbent kl. 9-21 alle ugens syv dage. Vi fortsætter ligeledes med dagens ret og andre af vores populære retter. Men vi kommer også til at få nye retter på menukortet, siger Torben Larsen.

Desuden vil Café Larsen holde selskaber. En del af første sal kan lukkes af til privat fest.

- I turismens højsæson kan vi sagtens have brug for alle pladser, og det samme er tilfældet, når der er store events på havnen. Men i de mere stille perioder på året kan vi nu også satse på private fester, siger Torben Larsen, der glæder sig til at vise de nye lokaler frem for lemvigerne.

- Det kommer desværre ikke til at ske med en stor åbningsfest i denne coronatid. Men det skal selvfølgelig markeres, når vi kender åbningsdagen, siger Torben Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Hør om Lemvigs vinmark

Lokalavisen Lemvig

Motion for hjertet

Lokalavisen Lemvig

Folkedansere starter igen

Lokalavisen Lemvig

Klumme: Sikke en sommer

Lokalavisen Lemvig

Byen fyldes med vægtere

Annonce