Annonce
Lokalavisen Lemvig

Piger leger og lærer i Fælleshuset

10-årige Layan Fadeel ( i midten), synes, det er hyggeligt og sjovt at være med til leg- og læringscafeen, som Bo I Lemvig lægger hus til. Denne dag kan hun og de øvrige piger fornøje sig med at bygge julelandskaber i papkasser Foto: Morten Stricker
Unge frivillige står for at lege og lære med børn. Det giver oplevelser for både de frivillige og børnene
Annonce

Lemvig: De første piger stikker hovedet ind ad døren i Fælleshuset på Industrivej i Lemvig et lille kvarter, før dørene egentlig bliver åbnet.

- Er I allerede begyndt, spørger de nervøst. Men de bliver hurtigt beroliget med, at de er for tidligt på den. I stedet går de i gang med at tegne, inden dagens program går i gang.

Her har 19-årige Joyce Kristensen fra Bøvlingbjerg og 21-årige Amalie Jensen fra Thyborøn stået for aktiviteterne for de i alt otte piger, der denne eftermiddag er dukket op til leg- og læringscafe i Fælleshuset.

Projektet er en udløber af Kickstart-projektet, som Egmont Fonden står bag. Ideen var oprindeligt at lave en lektiecafe for de deltagende børn med tosproglig baggrund, men Integrationsforeningen Lemvig har gennem mere end ti år haft en lektiecafe, hvor frivillige hjælper børnene med lektierne.

I stedet opstod ideen om at lave et samarbejde mellem Kickstart-projektet og det boligsociale projekt, som boligforeningen Bo I Lemvig i disse år kører i samarbejde med Lemvig Kommune og Landsbyggefonden.

Annonce

Ord kan drille

Denne eftermiddag skal pigerne arbejde med at lave julelandskaber i papkasser, som Amalie Jensen har skaffet gennem sit arbejde.

Og pigerne går ivrigt op i at klippe og klistre, lime og male figurer og kasser. Men selv om ordforrådet er i top og de danske gloser vælter ud af munden i fuld fart, så er der stadig enkelte ord, der kan drille.

- Hvad er en ramme, lyder det fra en af deltagerne, og derefter forklarer Amalie Jensen kort, hvad en ramme egentlig er.

Både Joyce Kristensen, der går i 3.g på Lemvig Gymnasium og Amalie Jensen, der er i gang med et sabbatår, har været med som frivillige, siden projektet blev skudt i gang i det sene forår sidste år.

Der er masser af pap, papir og andre rekvisitter at vælge mellem, når der skal bygges julelandskaber i papkasserne. Foto: Morten Stricker

- Det er rigtigt hyggeligt at være sammen med børn, og især denne gruppe børn. Jeg har en fornemmelse af, at de mange steder møder noget modstand, og så er det godt, at vi har mulighed for at kunne give dem et fristed her, siger Amalie Jensen om arbejdet som frivillig.

- Samtidig er det fedt at se det fællesskab, der er mellem børnene hernede. Vi lærer børnene godt at kende på denne måde og har det sjovt med dem. Men vi har også et godt fællesskab mellem os frivillige, tilføjer Joyce Kristensen.

Da projektet begyndte var de otte frivillige. Nu er der tre-fire tilbage efter flere enten er flyttet fra byen eller fået arbejde, som ikke passer med opgaven som frivillig.

De frivillige planlægger aktiviteterne for børnene. Pigerne har blandt andet haft manicure-dag, men der er også blevet tegnet eller spillet spil, lige som der i det tidlige efterår var opsat en popcorn-maskine på en dag, hvor der blev leget på den grønne område ved Fælleshuset.

Drengene er ifølge de frivillige lidt mere vilde og meget glade for at spille fodbold. Men sådan skal det ikke altid være.

- Vi har også prøvet at spille brætspil som stratego med drengene, og det var også sjovt, siger de to kvinder.

Annonce

Pigedag

De prøver at indarbejde de danske traditioner, når de planlægger aktiviteter. Derfor har børnene blandt andet arbejdet med jul og fastelavn i leg- og læringscafeen.

Lektie- og læringscafeen bliver afviklet på skift med drenge og piger. Men et par drenge har taget fejl af ugerne og kigger ind.


Samtidig er det fedt at se det fællesskab, der er mellem børnene hernede. Vi lærer børnene godt at kende på denne måde og har det sjovt med dem.

Joyce Kristensen, frivillig


- Øv, det er for pigerne i dag. Jeg får altid byttet rundt på det, siger de, inden de hurtigt vender om og går igen.

Men 10-årige Layan Fadeel, hvis forældre stammer fra Syrien, er godt tilfreds med, at pigerne og drengene er delt op.

- Da der både var piger og drenge med, kunne det godt blive lidt vildt nogle gange. Det er sjovere, når der kun er piger, for så er det ikke helt så vildt, siger hun.

Amalie Jensen (med mundbind) nyder opgaven som frivillig i leg- og læringscafeen. Foto: Morten Stricker

Layan nyder at kunne komme i leg- og læringscafeen en gang hver anden uge, og synes der bliver arrangeret mange spændende ting.

- Vi har blandt andet haft en biograf-dag, hvor vi fik chips. Det var rigtigt sjovt, og det er også rart, at vi somme tider kan være med til at bestemme, hvad vi skal lave hernede. Jeg synes, de voksne er gode til at finde på gode ting at lave, og så får man nye venner her, siger hun.

Annonce

Lærer om islam og hverdagen

Også den anden vej kan Joyce Kristensen og Amalie Jensen mærke, at de lærer om børnenes kulturer.

- Jeg har lært en del om islam ved at lytte til børnene og det er også spændende at høre dem fortælle om deres hverdag og oplevelser i Danmark, siger Joyce Kristensen.

Amalie Jensen tilføjer, at de somme tider skal være opmærksomme på børnenes muslimske baggrund. Og det bliver de også mindet om denne eftermiddag.

- Er der gris i dem, spørger en af pigerne, da der bliver serveret vingummier. Flere vingummier indeholder nemlig gelatine, der kan komme fra svineproduktion.

- Jeg ser det ikke som noget stort problem. Man skal selvfølgelig være opmærksom på at købe kyllingepølser, hvis man skal grille, og når det kommer til slik, kan man også få vegansk vingummi, siger Amalie Jensen, inden pigerne for alvor fordyber sig i at omdanne papkasserne til flotte julelandskaber.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce