Annonce
Lokalavisen Lemvig

Røde Kors fik flere penge i indsamlingsbøssen

Der kom flere penge i Røde Kors' indsamlingsbøsser i Lemvig Kommune i forhold til sidste år. Arkivfoto: Morten Dueholm
Annonce

Lemvig: Formanden for Røde Kors' lokalafdeling, Hans Thomsen, havde frygtet det værste for det lokale resultat ved årets landsindsamling, der fandt sted 4. oktober.

Men hans frygt for en nedgang i indsamlingsresultatet kunne gøres til skamme. Det lykkedes Røde Kors at samle 52.000 kroner ind ved indsamlingen, og det er 1000 kroner mere end ved landsindsamlingen sidste år.

- Det er lidt af en solstrålehistorie. Jeg tror ikke, det har været så meget op ad bakke med landsindsamlingen, som det har været i år. Vi har oplevet, at indsamlere har meldt fra på grund af coronavirus, og derfor frygtede jeg, at det ville blive et skidt resultat, siger Hans Thomsen.

Han havde omkring 25 indsamlere på gaden med raslebøsserne. Desuden var skoleelever fra både Alt-I-Et-Skolen i Klinkby samt Harboøre Skole også ude på forskellige ruter for at samle ind.

Også elever fra Bøvling Idrætsefterskole brugte en del af søndagen på at samle ind. Det gjorde de både lokalt i Bøvlingbjerg, men nogle af eleverne hoppede også på cyklen for at køre til Bækmarksbro og Fjaltring for at lufte raslebøssen.

- Der kom også to unge kvinder ind i vores genbrugsforretning omkring frokosttid. De havde først da hørt om landsindsamlingen, og de spurgte, om de også kunne få en rute, så de kunne samle ind, fortæller Hans Thomsen.

Røde Kors havde indsamlere på flere ruter i Lemvig. Desuden var store dele af Harboøre og Klinkby dækket af indsamlere, mens dele af Bonnet, Ramme, Gudum og Thyborøn også fik besøg af indsamlere fra Røde Kors.

På landsplan samlede Røde Kors omkring 13,5 millioner kroner ind ved landsindsamlingen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Golden Moments

Annonce