Annonce
Lokalavisen Lemvig

Red Barnet sender familier på udflugt til Legoland

Red Barnets lokalafdeling i Lemvig sender otte familier på udflugt til Legoland i samarbejde med Sparekassen Vendsyssel. Arkivfoto
Det gør lokalafdelingen i samarbejde med Sparekassen Vendsyssel, der via en fond har doneret 15.000 kroner til turen, der finder sted lørdag den 24. august
Annonce

LOKALT: Lokalafdelingen i Lemvig af Red Barnet blev etableret i 2014 og har til formål at lave aktiviteter for familier, der af den ene eller den anden grund - for eksempel økonomi - ikke har mulighed for at tilbyde deres børn de samme oplevelser, som andre familier kan.

- Vi ved, at der i Danmark findes mindst 64.000 børn, der i dag lever under fattigdomsgrænsen, og vi ved også, at der i vort område er børn og familier, der har brug for støtte fra eksempelvis Red Barnet, siger formand for lokalafdelingen Hans Thomsen.

Aktuelt har Red Barnet kontakt til otte familier - cirka 25 personer - i lokalområdet.

- Vi har valgt at fokusere på at give disse familier nogle gode oplevelser. Det kan være lokalt ude i naturen eller ved stranden. Vi har flere gange været i Thyborøn og besøgt attraktionerne, og alle steder bliver vi mødt af stor velvillighed. Det er dejligt at mærke, siger formanden.

- Vores opgave er at give hele familien en god oplevelse, så der skal være minimum én voksen med til arrangementerne.

Red Barnet laver otte arrangementer om året, og der er lige nu fire frivillige, der står for at afvikle disse arrangementer.

- Vi kunne da godt tænke os at være lidt flere - og vi har også mulighed for at hjælpe yderligere et par familier i området, oplyser Hans Thomsen.

Red Barnet har et budget på cirka 20.000 kroner om året, og midlerne skaffes blandt andet til veje via tilskud fra en pulje under Lemvig Kommune.

Annonce

Fond støtter Legoland-turen

Red Barnet var for en måneds tid siden på udflugt til Familiepark Vest, og lørdag den 24. august går turen så til Legoland.

- Det er en tur, vi har lavet i samarbejde med lokalafdelingen i Holstebro, så vi regner med at fylde en bus fra Bæks Bus i Ramme, der har givet os en særdeles fair pris på transporten, oplyser Hans Thomsen.

Red Barnet har desuden modtaget en donation på 15.000 kroner fra Sparekassen Vendsyssel.

- Sparekassen Vendsyssel har i 2017 oprettet en almennyttig fond, der hvert år uddeler cirka 800.000 kroner til projekter, hvor fondens støtte er afgørende for, at projektet kan gennemføres, fortæller afdelingsdirektør Georg L. Langer fra Sparekassens afdeling i Lemvig.

- Jeg er glad for, at ansøgningen fra Red Barnet i Lemvig er blevet imødekommet, så vi også lokalt kan bakke op om gode initiativer, siger han.

Fondens donationer uddeles to gange om året, og det er fondens bestyrelse, der afgør, hvem der skal have støtte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce