Annonce
Lokalavisen Lemvig

Rundstykker fra morgenstunden til de handlende i Lemvig og Thyborøn

Handelschef Mai Lindgaard og varehuschef i Kvickly Jakob Vig er rundt til medlemmer i Lemvig Handel med rundstykker på genåbningens første dag. Her er det Per Sodborg fra Flügger Farver, der modtager en portion. Foto: Allan Damgaard
Mandag den 1. marts var en festdag for de lokale butikker, og handelschef Mai Lindgaard og varehuschef Jakob Vig fra Kvickly fejrede genåbningen ved at uddele rundstykker til de handlende.

Lemvig/Thyborøn: - Vi skal fejre genåbningen. Det er en festdag i dag. Det er ikke alle forretninger, der må håbe i dag - det skal vi huske. Men det er værd at fejre, at der trods alt er mange butikker, der må genåbne i dag, siger Mai Lindgaard, der er handels- og eventchef i Lemvig Kommune.

Det er mandag den 1. marts. Dagen for den delvise genåbning af landet. De lokale butikker har været lukkede siden den 25. december. Nu må hovedparten af dem åbne igen.

Det har handelsforeningerne i Lemvig og Thyborøn valgt at markere med gratis rundstykker og basser til medlemmerne. I Lemvig er det handelschef Mai Lindgaard og varehuschef Jakob Vig fra Kvickly, der går rundt til medlemmerne.

Der er samtidig sendt en portion fra Kvickly ud til medlemmerne i Thyborøn. Der er i alt pakket 300 poser med et rundstykke, en lille basse og en lille smør i hver pose. Helt coronavenligt.

De gode sager medbringer Mai Lindgaard og Jakob Vig i en fuldt læsset trækvogn, der meget passende er forsynet med flag. Første stop på deres rundtur er hos Flügger Farver, hvor den daglige leder Per Sodborg tager imod en portion af morgen-menuen. Han møder den lille delegation ude i solskinnet på årets første forårsdag.

-Jeg glæder mig selvfølgelig til at kunne åbne normalt, men jeg har egentlig haft nok at se til under nedlukningen. Folk har bestilt over nettet, og så har de afhentet varerne ved bagdøren her i butikken, siger Per Sodborg.

Han har således været på arbejde hver dag.

Annonce

Mange har malet

- Mange folk har jo gået derhjemme og haft mere tid end normalt. Så mange har valgt at bruge tiden på at få malet. Der har været en god lokal opbakning til vores butik, siger Per Sodborg.

Så triller de udsendte ind i selve gågaden, hvor det nye banner "Velkommen til Lemvig" er spændt ud over gågaden ved EDC og Slagter Mortensen. Næste udlevering er til indehaveren af tøjbutikken Olga, Kirsten Hauskov. Hun har sin butik længere henne i gågaden, men når hun nu alligevel er her, så får hun udleveret poser til de tre medarbejdere, der på arbejde på årets første åbningsdag.

Her er det indehaveren af tøjbutikken Olga, Kirsten Hauskov, der modtager en portion morgenbrød af handelschef Mai Lindgaard og Kvicklys varehuschef Jakob Vig. Foto: Allan Damgaard

- Det er fantastisk, at vi nu kan åbne igen, og det bliver spændende at se, hvor travlt vi får. Vi kommer jo nok til at bytte nogle julegaver, siger Kirsten Hauskov.

Hun har haft fint gang i sin webshop under nedlukningen, hvor hun blandt andet har kunnet sælge de varer, der var tiltænkt vinterudsalget.

- Vi har haft ordrer hver dag, så vi har haft god gavn af webshoppen, siger Kirsten Hauskov, der betegner det som meget sødt af Lemvig Handel at uddele rundstykker og basser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce