Annonce
Lokalavisen Lemvig

S.A. Auto: En bedre start på året end forventet

Svend Andersen, der her står ved en rekvisit fra sidste års Harboøre Revy,  sælger i øjeblikket lidt flere biler i S.A. Auto end forventet med de aktuelle corona-restriktioner. Arkivfoto: Allan Damgaard
S.A. Auto i Langerhuse sælger flere biler end forventet, mens der til gengæld er blevet lidt mindre at se til på værkstedet.
Annonce

Langerhuse: - Jeg fornemmer, at der er en vis købelyst ude hos kunderne. Vi har i hvert fald solgt flere biler, end jeg havde forventet med de nuværende corona-restriktioner. Men vi er selvfølgelig ikke oppe på et normalt niveau, siger indehaveren af S.A. Auto i Langerhuse, Svend Andersen.

S.A. Auto sælger biler - fortrinsvis brugte - af forskellige mærker, og på værkstedet udføres både service og reparationer. Der er to mand på værkstedet samt én klargøringsmand. Og så er der indehaveren selv, der sælger bilerne og desuden arbejder som lastoptager i Thyborøn.

Så der er fire mand i sving på autoværkstedet, der blev bygget i 2013 og udvidet sidste år.

- Der er forskellige måder, vi godt må sælge biler på. Kunderne må ikke komme ind hos os, og de skal betale via nettet eller en bankoverførsel. I dag har jeg f.eks. en kunde, der har set en bil på vores hjemmeside og besluttet sig for at købe den. Jeg kører så kunden i møde, og vedkommende får den købte bil, siger Svend Andersen.


Det gælder om at tage udfordringen op og forsøge at finde en løsning inden for de givne restriktioner.

Svend Andersen, indehaver af S.A. Auto


- Det gælder om at tage udfordringen op og forsøge at finde en løsning inden for de givne restriktioner. Vi kan også aflevere bilen ude ved kunden, og de kan også hente den uden for hos os, siger Svend Andersen.

Annonce

Kører færre kilometer

Han kan dog sagtens mærke, at salget er lavere end normalt.

- Folk holder sig generelt mere hjemme, og både for os i bilbranchen og for andre erhverv er det en irriterende situation, vi befinder os i, siger Svend Andersen.

Tendensen med mere hjemmearbejde og mindre aktivitet i samfundet smitter også af på opgaverne på værkstedet. Her er der knapt så meget at lave som normalt.

- Vi kan godt mærke, at folk generelt kører færre kilometer - blandt andet fordi mange arbejder hjemmefra - og dermed er der ikke behov for, at bilen så ofte kommer på værksted, siger Svend Andersen.

Han kan se tilbage på et 2020, der egentlig forløb udmærket, selv om salget ikke helt nåede samme højder som i 2019.

- Det var et meget mærkeligt år rent salgsmæssigt. Vi var ikke for alvor kommet i gang med årets salg, da samfundet lukkede ned i marts. Fra april/maj og frem til midten af september var der til gengæld godt gang i salget. Så blev der usikkerhed om de fremtidige afgifter, og det bremsede bilsalget, siger Svend Andersen.

Annonce

Tiltro til dieselbilerne

Afgifterne endte med at stige mindre end frygtet, og Svend Andersen forventer, at det især er diesel-bilerne, der kommer til at sælge godt i den kommende tid.

- Dieselbiler kører langt på literen - det er dem, vi sælger flest af i øjeblikket, siger Svend Andersen.

Han har ikke den store tiltro til el- og hybridbiler i øjeblikket.

- Du kan jo ikke have hverken en trailer eller en campingvogn efter en elbil eller en hybridbil. Det dur ikke herude i det vestjyske. Desuden kan man endnu ikke køre så langt på en opladning. Derfor vil det være dieselbilerne, der er mest attraktive i den kommende tid, forudser Svend Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce