Annonce
Lokalavisen Lemvig

Sinne Eeg på Tuskær - og så venter USA igen

Sinne Eeg har rigtig travlt i øjeblikket. Først med en lang række Vinterjazz-koncerter i februar og dernæst venter to måneder rundt i USA. Foto: Stephen Freiheit
Lemvigpigen og sangerinden Sinne Eeg kan opleves på Tuskær i Fjaltring søndag den 16. februar sammen med guitaristen Peter Sprague. I slutningen af måneden tager Sinne Eeg på en to måneder lang turné i USA.
Annonce

Fjaltring: Man bliver helt forpustet, hvis man tjekker turnéplanen på Sinne Eegs hjemmeside.

Lemvigpigen og sangerinden har nemlig særdeles travlt i øjeblikket. Hun drøner landet rundt i forbindelse med Vinterjazz-festivalen her i februar - med enkelte afstikkere til Sverige - og i slutningen af måneden tager hun på en to måneder lang turné i USA.

- Det er ret vildt i øjeblikket. Jeg rejser utrolig meget. Der er blevet flere og flere koncerter de seneste år, men jeg synes heldigvis, at det stadig er sjovt, siger Sinne Eeg, der er opvokset i Lemvig, er student fra Lemvig Gymnasium og har taget sin uddannelse på konservatoriet i Esbjerg.

I forbindelse med Vinterjazz-festivalen kan man opleve Sinne Eeg på sin hjemegn. Det sker søndag den 16. februar kl. 15 på Tuskær Kulinarisk Kunst- og Kulturcenter. Her spiller hun sammen med den amerikanske guitarist Peter Sprague - noget, hun efterhånden har gjort i nogle år.

- Jeg er vant til at spille i mange forskellige konstellationer, hvilket også er meget fint - det er altid interessant at møde nye, spændende mennesker. Men det er også fint at spille med den samme i en længere periode. Det betyder, at koncerterne bliver bedre og bedre, siger Sinne Eeg.

Hun glæder sig til et visit på hjemegnen.

- Det er altid hyggeligt at komme til Lemvig og give koncert. Så kan jeg også overnatte hjemme hos mine forældre på Vester Lemtorp, siger Sinne Eeg, der tidligere har optrådt på Tuskær i Fjaltring.

På turneen i USA spiller også lidt sammen med Peter Sprague. Det sker, når spillestederne befinder sig i det sydlige Californien. Men ellers er det nye bandmedlemmer nærmest fra stat til stat i det store land.

- De lange afstande og de nye bandmedlemmer kan være en udfordring, men det er også en spændende udfordring, som jeg glæder mig til. I USA tænker man jo ikke på afstande på samme måde, som vi gør i vores lille land. I USA betyder det ikke noget med en køretur på f.eks. ni timer mellem to koncertbyer, siger Sinne Eeg.

Hun får også tid til at undervise lidt i USA. Så holder hun f.eks. en masterclass for musikstuderende på et universitet.

- Her møder jeg de unge sang-talenter, og det glæder jeg mig bestemt også til, siger Sinne Eeg.

Hun har gennem årene vundet adskillige priser - f.eks. Ben Webster Prisen, DR Jazz Prisen og hele fire gange Danish Music Award.

I øvrigt er det hendes bror, Lars Eeg, der står for bookingen af hendes koncerter i Danmark. Lars Eeg, der både er musiker og musiklærer, har sit eget bookingbureau.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce