Annonce
Lokalavisen Lemvig

Stoltheden over at bo i en osteklokke

Jens Hedevang er naturvejleder, manden bag Naturpark Nissum Fjord, samt indehaver af Hedevang Outdoor. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce

Klumme: Med en blanding af både ære og frygt har jeg takket ja til at give mit "naturpip" her "på den 2. side". Med mig hjemmefra har jeg lært, at man ikke må lyve, og bliver jeg spurgt om, hvad mine klummer vil indeholde, vil mit svar være, at det ved jeg intet om. Jeg har dog en fornemmelse af, at mine "pip" bliver en god blanding af egne holdninger og meninger til aktualiteter i natur, klima- og miljødebatten, historier om små og finurlige ting i naturen og muligvis emner til eftertanke. I denne klumme er vi nok ude i det sidste – jeg vil småfilosofere over Geopark Vestjylland. Som nævnt tidligere er det bedst at holde sig til sandheden, og i starten tænkte jeg nok et par gange, at vi her måske var ude i et ærinde, hvor vi over for os selv - og ikke mindst over for UNESCO - var godt i gang med at sælge en rejeost uden en eneste reje. Når UNESCO blåstempler et område, en bygning eller noget helt tredje, er det ofte fordi, det pågældende har betydning og værdi for menneskeligheden, og det er trods alt lidt store ord at tage i munden for en vestjyde med begge træsko placeret i den jyske muld. Men jo jo, bevares, når jeg tidligere kiggede ud af køkkenvinduet i Fabjerg eller var på en kommunal rundtur i min gamle Volvo, var jeg naturligvis ikke helt blind over for, at vort område da er meget pænt, men er det nu også ”UNESCO pænt”? Det var måske lige at stramme den lidt….

Mit perspektiv har ændret sig meget de sidste par år. Jeg må nok erkende, at jeg har været ramt af en form for lokal blindhed, hvor man i dagligdagen havde mistet evnen til at se, hvor forkælede vi er ved at leve og bo i så smuk en natur og unikt et landskab. Hele livet har jeg nemlig tumlet rundt i den samme "Lemvigske osteklokke", men har også via mit arbejde haft lejlighed til at have gæster, der bor på den anden side af "klokken" – og på besynderlig vis var det vore turister, der åbnede mine øjne. For et år siden var jeg som leder for Fabjerg-spejderne på besøg i Kandersteg i Schweiz. Her var vi på tur i deres lokale UNESCO Geopark i alperne. Smukke vandreture, overnatning i bjerghytter og så videre – i min optik et værdigt medlem i UNESCO familien. I ugerne efter var jeg tilbage i mit vante sommerjob som guide på en af Jyllandsakvariets sælsafarier. Om bord i båden var meget tilfældigt en familie fra Kandersteg. Min begejstring for de schweiziske alper var langt fra kølet ned, og jeg bekendtgjorde hurtigt over for familien, at de måtte bo i et af de smukkeste steder, jeg til dato havde oplevet. Familien så skeptisk på mig og var langt fra enig – de mente, at det landskab, de så ud på der fra båden burde være et af smukkeste steder på jorden. Imens vi sad og småskændtes om, hvem der faktisk boede det smukkeste sted, gik det op for mig, at vi jo begge havde vores på det tørre, men at vi begge var ramt af samme synsfejl, og at vi begge levede i hver vores "osteklokke" i UNESCO verdensklasse. Og hvor vil jeg så hen med den her historie – jo vi skal i vores daglige liv under "den lemvigske osteklokke" huske at stoppe op, se ud og glæde os over hvor privilegerede, vi er ved at leve og bo i så smukt et istidslandskab, som vi gør. Husk at bruge den – en smuk udsigt kan ikke slides op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Hør om Lemvigs vinmark

Lokalavisen Lemvig

Motion for hjertet

Lokalavisen Lemvig

Folkedansere starter igen

Lokalavisen Lemvig

Klumme: Sikke en sommer

Lokalavisen Lemvig

Byen fyldes med vægtere

Annonce