Annonce
Lokalavisen Lemvig

Stor event til fordel for Team Rynkeby

Også i år er der lokale deltagere med på Team Rynkeby-holdet. Arkivfoto

Også i 2019 er der lokale deltagere på Team Rynkeby Midt-Vest, der til sommer cykler fra Kibæk til Paris for at samle ind til Børnecancerfonden.

Annonce

LEMVIG: Sidste år kunne Team Rynkeby donere over 70 mio.kr. til børn med kritisk sygdom i hele Norden. Og det gode formål har siden 2001, hvor Team Rynkeby blev etableret, trukket masser af motionister til de forskellige teams i Danmark, der hvert år tager turen fra Vestjylland til Paris - cirka 1600 kilometer - på de karakteristiske gule cykler for at yde en indsats til fordel for det gode formål.

Også i 2019-udgaven af det kendte motionsløb vil der være mange lokale deltagere fra Lemvig og Struer kommuner.

- Jeg har et par arbejdskolleger på FMC på Rønland, der skal med i år - Kent Nielsen og Mogens Rud - og det gav mig idéen til at lave en særlig event på Lemvig Motionscenter med det formål at sætte fokus på Team Rynkeby og samtidig indsamle midler til det gode formål, som næsten alle jo har kendskab til på den ene eller den anden måde, fortæller Ronni Hansen, der er spinning-instruktør på Lemvig Motionscenter.

Lørdag den 30. marts løber Team Rynkeby-eventen så af stabelen, og det går ud på, at der på Lemvig Motionscenter står 45 spinningcykler, som man kan købe for 600 kr. pr. styk for de seks timer, cykeleventen foregår.

- Jeg har fået god hjælp fra Harboøre Centeret, Thyborøn Fritidscenter og Tangsø Centeret, så vi har de 45 cykler til eventen. Man vælger selv, hvor mange der skal på cyklerne i løbet af de seks timer, som eventen varer, men tanken er, at man tegner sponsorater på de enkelte cykler - enten en kilometertakst eller et fast beløb - og alle beløb - store som små - er velkomne. Vi holder omkostningerne til eventen på et meget lavt niveau, så hele indtægten ved arrangementet får til fordel for Team Rynkeby, fortæller Ronni Hansen.

Han håber, at de 45 cykler hurtigt bliver "solgt", så mange vil bakke op om arrangementet.

- Jeg tror på en festlig lørdag med op mod 150 friske cykelryttere i alle aldre, og det er mit håb, at vi ad den vej kan donere mindst 45.000 kroner til Team Rynkebys arbejde, siger Ronni Hansen.

Man kan henvende sig til Lemvig Motionscenter for yderligere oplysninger, og der er også flere informationer på Team Rynkebys hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce