Annonce
Lokalavisen Lemvig

Store navne til 18b: Tim Christensen og Mads Langer gæster Harboøre

Tim Christensen kan opleves i 18b fredag den 14. august, og dagen efter giver Mads Langer koncert på spillestedet i Harboøre. Arkivfoto: Mads Dalegaard
18b i Harboøre kan i august byde på koncerter med to store navne: Tim Christensen og Mads Langer. I juli er der koncerter til halv pris.
Annonce

Harboøre: Indehaveren af 18b i Harboøre, Helle Langer, har formået at tiltrække adskillige store navne til spillestedet - f.eks. blev det indviet med en koncert med Steffen Brandt i efteråret 2018 - og nu har hun gjort det igen.

I august kan 18b byde på koncerter med Tim Christensen og Mads Langer. Tim Christensen spiller fredag den 14. august, mens koncerten med Mads Langer - der tidligere har spillet i 18b - finder sted dagen efter, lørdag den 15. august.

- Det er dejlige navne at kunne præsentere, og det er noget, jeg har arbejdet på i et stykke tid med bookerne, der heldigvis også er indstillet på at bringe kultur ud til hele landet her efter corona-nedlukningen, siger Helle Langer.

Familien Langer havde sikkert nogle travle dage, da billetsalget til de to koncerter begyndte henholdsvis søndag den 5. juli (Tim Christensen) og mandag den 6. juli.

Koncerterne med Tim Christensen og Mads Langer foregår uden for og er derfor en del af spillestedets nye koncept "18b går ud". Men de to koncerter kommer til at foregå lidt anderledes end de øvrige "går ud-koncerter".

Annonce

Fra sofaer til stole

- Når vi har haft koncerten med Claus Hempler og Ginne Marker den 1. august, så skiller vi os af med de mange sofaer, som har været en del af udendørs-konceptet. Til koncerterne med Tim Christensen og Mads Langer har vi brug for flere siddepladser, så derfor bliver det på almindelige stole, siger Helle Langer, der er stolt over at kunne afslutte sæsonens udendørs koncerter med to så fornemme navne.

Mens der til "sofa-koncerterne" er plads til 160 tilhørere, så vil der til koncerterne med Tim Christensen og Mads Langer være plads til cirka 230. Det er også det antal, som 18b har plads til inden for i den forhenværende Brugsen.

Annonce

Del af sommerpakke

De kommende uger byder i det hele taget på mange kulturelle oplevelser i 18b, og flere af dem vil være til halv pris. 18b er nemlig blevet en del af regeringens såkaldte sommerpakke, hvor der f.eks. er halv pris på udvalgte kulturelle oplevelser.

Den nedsatte billetpris gælder til tre koncerter i 18b: Sko/Torp den 9. juli, Steen Jørgensen og Kajsa Vala den 31. juli og Claus Hempler og Ginne Marker den 1. august. Koncerten med Sko/Torp er udsolgt, mens der stadig er billetter til de to andre koncerter.


Til koncerterne den 31. juli og 1. august er der endda to navne på programmet, så jeg synes, at man får meget for pengene.

Helle Langer, indehaver af 18b


Helle Langer gør opmærksom på, at hvis man har købt billet til fuld pris - altså før 18b var klar over, at det var muligt at blive en del af en sommerpakke - så kan man enten få halvdelen af beløbet tilbage eller få et tilgodebevis til kommende koncerter.

- Jeg synes, det er fint, at vi kan tilbyde disse koncerter til en meget billig entré. Til koncerterne den 31. juli og 1. august er der endda to navne på programmet, så jeg synes, at man får meget for pengene, siger Helle Langer, der netop har sagt farvel til 21 børn, der deltog på 18b's kreaskole i den første uge af skolebørnenes sommerferie.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Nu bygger vi bro

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce