Annonce
Lokalavisen Lemvig

Talentudvikling er en svær balancegang

Talentudvikling er vigtig.
Lemvig Nissum Håndbold har plads til børn i alle aldre og af begge køn, og det skal være sjovt at spille håndbold
Annonce

Profilavis: På den ene side kræver det mange timers træning og mange kampe at blive en dygtig håndboldspiller, men på den anden side skal der også være plads til alle håndboldinteresserede børn i ungdomsafdelingen. Dertil kommer, at flere undersøgelser éntydigt viser, at mange børn og unge forlader foreningsidrætten som teenagere, så der bliver stadigt færre hold ude i de enkelte klubber.

Det er udfordringer, som man godt kan nikke genkendende til i Lemvig Nissum Håndbold.

-Jeg synes dog, at der aktuelt er et godt potentiale til flere elitespillere på flere ungdomsårgange på både pige- og drengesiden, siger Jakob Lind, der på fjerde år er træner for det kuld drenge, der i år spiller i U13-rækken.

Sidste år var der 24 spillere til rådighed til to hold, og det bedste hold nåede frem til kredsmesterskaberne. I år er der blot 16 spillere til rådighed til de to hold.

- Resultaterne er selvfølgelig vigtige, men vi har også øje for, at alle spillere skal være med og have mulighed for at udvikle sig. Der er et godt socialt sammenhold blandt spillerne, men det er altid en balancegang både at sørge for, at træningen og kampene tilgodeser både de dygtigste og de knap så gode spillere. Det er jo ikke sjovt som hold at tabe med 15 mål i hver eneste kamp, og det er samtidig vigtigt for den enkelte spiller at få en vis grad af personlig succes på banen, siger træneren.

Hvis man vil helt til tops som elitespiller, så skal man ud over talentet også træffe et valg om, hvilken sportsgren man vil satse på. Netop de mange tilbud til børn og unge betyder, at nogle vælger håndbolden fra som teenagere.

- Det er en hårfin balance at satse på både bredden og eliten. I Lemvig Nissum Håndbold skal der være plads til alle, og det arbejder vi hele tiden på at blive bedre til, siger Jakob Lind.

På U17-årgangen har man i denne sæson et godt samarbejde med Nørre Nissum Efterskole, og det har skabt et godt hold med flere spillere med et stort potentiale.

- Der bliver arrangeret fællestræninger med U15-pigerne og U15-drengene, og det er med til at styrke klublivet. Vi har udviklingskonsulenten fra JHF med indover processen for at undgå frafald, når de unge mennesker kommer tilbage efter efterskoleophold, og vi er altid i dialog med spillernes forældre om, hvad vi tilbyder i vores klub, siger Jakob Lind.

Med færre spillere til rådighed på de ældste ungdomsårgange er det oplagt at samarbejde med naboklubberne om at skabe de bedste betingelser for spillerne.

- Vi vil gerne samarbejde endnu mere fremover, så der er hold til alle ungdomsspillere. Vi har i dag spillere, der kommer til vores klub fra blandt andet Vemb, mens vi på den anden side har nogle af vores spillere i Resen KFUM, oplyser Jakob Lind.

Det er ikke uden betydning, at ungdomsspillerne og også de mange frivillige ungdomstrænere har et ligahold med mange dygtige LTH-spillere at se op til.

- Her i foråret er der tilrettelagt flere tema-træninger, hvor ligaspillerne deltager som instruktører. Det kan for eksempel handle om fløjtræning eller forsvarstræning, ligesom cheftræner Anders Thomsen også vil deltage og inspirere ungdomsspillerne, fortæller Jakob Lind.

Når der om kort tid er nat-håndbold i Lemvig Nissum Håndbold for U11-, U13- og U15-årgangene, er det LTH-spillerne, der både er trænere og dommere ved dette sjove stævne.

Med blandt andet disse tiltag – og så masser af træning – er rammerne til stede for at udvikle de lokale talenter til dygtige håndboldspillere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Hør om Lemvigs vinmark

Lokalavisen Lemvig

Motion for hjertet

Lokalavisen Lemvig

Folkedansere starter igen

Lokalavisen Lemvig

Klumme: Sikke en sommer

Lokalavisen Lemvig

Byen fyldes med vægtere

Annonce