Annonce
Lokalavisen Lemvig

Tante Andante i fuldt firspring

Denne kæmpekrabbe på hjul var kreeret specielt til lejligheden. Privatfoto
Sponsorløbet for Lemvig KFUM og KFUKs Tante Andante Hus blev en stor succes med en indsamling på indtil videre godt 94.000 kr.

LEMVIG: 100 virksomheder, private og gode venner af huset har støttet med 73.000 kroner, og til selve løbet lørdag formiddag løb, krabbede, spurtede, kørte både tilmeldte børn og voksne og mange spontane gæster knap 20.000 kr. ind til det musiske legehus. I alt med kaffe kagesalg og diverse aktiviteter har vi altså rundet 94.000 kr.

- Det er jo helt fantastisk med så stor en opbakning. Rigtig mange lokale butikker havde sponsoreret flotte gevinster til tombolaen eller ting til dagens forbrug af engangsservice eller morgenmad til de over 20 frivillige eller forfriskninger til løbsdeltagerne. Man bliver virkelig taknemlig over at blive så godt modtaget når man ringer eller kommer rundt og spørger om støtte til Tante Andantes Hus, uanset om det er pengesponsorater eller andet, der kan hjælpe, siger Elin Knudsen.

Som noget nyt i år var der blevet kreeret en fantastisk krabbe, da sponsorløbet lå lige midt i Krabbefestivalen. Vogn og krabbe blev skabt af Flemming Kjærgaard, Bettina Jæger Borg og Nadja Borg. Her kunne man købe sig til en tur i en kæmpekrabbe der blev skubbet rundt om kirken og tilbage til Tante Andantes Hus.

Selve sponsorløbet havde som sagt både tilmeldte deltagere og mange, som spontant kom og deltog, fordi de lige fik lyst til at være med.

Hos de voksne deltager havde Elisabeth Moltke alene samlet private sponsorater ind, så hun med 42 omgange nåede løbets højeste bidrag på 3.530 kr.

På spørgsmålet om, hvorfor hun deltager i sponsorløbet for Tante Andantes hus, svarer hun:

- Der er naturligvis flere ting. Det er en herlig dag, altid fint vejr, højt humør og masser af spas og musik. Tante Andante gør et flot stykke arbejde for børn, der glade fortæller om tantens forskellige arrangementer, som er "anderledes" på den sjove måde. Altså – liv i byen for byens borgere og gæster. Der skal penge til – og hvis nogen vil betale mig for at løbe i Lemvig By - eller cykle rundt om søen, som vi gjorde de første år - så fint for mig. Jeg løber gerne – også for en god sag! Forhåbentlig kan Tante Andante fortsætte sine mange aktiviteter i de kommende år – til glæde for børn og voksne, deltagere og publikum.

Ud over løbet var der børnekoncerter med Tante Andante Band Lemvig, kaffe-kagesalg, flødebollekast, hoppeborg og lotteri. Det var en helt igennem dejlig dag med solskin, glade gæster og godt humør.

Tusind tak til alle der deltog. Særlig tak til de frivillige i Lemvig KFUM og KFUK og Tante Andantes Hus, som knoklede både før under og efter arrangementet for, at det hele lykkedes. Vi forventer at lave en fest i gaden igen til næste år – måske i Krabbefestivalen. Det var i hvert fald sjovt at lave fest i festen.

Elisabeth Moltke nåede 42 omgange på den korte rute ved Torvet. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce