Annonce
Lokalavisen Lemvig

Tuskær er klar med nyskabelse: Åbner restaurant

Lise Faurschou Hastrup er daglig leder af Tuskær, og hun står selv i køkkenet, når der skal laves mad til kulturstedets nyeste tiltag: En restaurant. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Tuskær i Fjaltring har øget sit fokus på det kulinariske område, og fra fredag den 10. juli åbner kulturstedet sin egen restaurant, der har åbent tre dage i ugen.
Annonce

Fjaltring: Det var ikke tilfældigt, at kulturstedet Tuskær i Fjaltring ved årsskiftet ændrede navn til Tuskær Kulinarisk Kunst- og Kulturcenter.

Den gamle klitgård fra 1864 har nemlig øget sit fokus på det kulinariske område, og nu er Tuskær klar til at gå et skridt videre: Fredag den 10. juli åbner Tuskær sin egen restaurant, der vil have åbent tre dage i ugen.

- Vi har talt om, hvordan vi kan udnytte vores nye køkken bedst muligt, og derfor forsøger vi os nu med en restaurant, der vil have åbent fredag og lørdag aften samt søndag formiddag til brunch, siger den daglige leder af Tuskær, Lise Faurschou Hastrup.

Annonce

Økologisk guldmærke

Tuskærs køkken er et anerkendt økologisk køkken, der serverer fiskeretter og vegetarisk mad til gæster og kursister. Som det eneste køkken hos områdets spisesteder, restauranter og institutioner har Tuskær Det Økologiske Spisemærke i guld. Det betyder, at køkkenets økologiske andel er 90-100 procent.


Vi kan godt tillade os at sige, at vi får meget ros for vores mad i hverdagen - hvad enten det er til vores gæster eller kursister.

Lise Faurschou Hastrup, daglig leder af Tuskær


Det nærmeste økologiske køkken på det niveau befinder sig på Vestjyllands Højskole i Velling.

- Vi kan godt tillade os at sige, at vi får meget ros for vores mad i hverdagen - hvad enten det er til vores gæster eller kursister. Det har også givet os mod til at tage dette skridt med restauranten, siger Lise Faurschou Hastrup, der har stået i spidsen for Tuskær siden stifteren Elin Nilssons død i efteråret 2017.

Annonce

Mange års erfaring

Lise Faurschou Hastrup har beskæftiget sig med økologi og mad generelt i mange år. Hun er uddannet kostvejleder og har siden 1993 arbejdet i sit eget firma som foredragsholder, underviser og økologisk omlægningskonsulent.

Hun har skrevet flere bøger om mad - bøger, der kan betegnes som alternative kogebøger. Har blandt andet udgivet "Økologiske Fodspor på Køkkenbordet" og "Mageløse Måltider".

I Tuskærs køkken bliver alt lavet fra bunden af - f.eks. kværner man selv melet og valser selv havren.

Annonce

To-tre retter

- Vi har selvfølgelig stadig corona-restriktioner, og det betyder, at man skal bestille bord hos os, så vi har styr på, hvordan gæsterne skal sidde. Der vil være to-tre retter at vælge imellem. Det vil være en fiskeret og en-to vegetariske retter. Vi gør meget for at minimere madspild, så derfor tilbyder vi få retter, siger Lise Faurschou Hastrup.

Det betyder også, at der ikke er noget menukort. Valgmulighederne bliver præsenteret for gæsterne, når de ankommer - eller måske når der bliver bestilt bord.

- Vores brunch er heller ikke en buffet. Her får man i stedet en tallerken med de ting, man kan lide, siger Lise Faurschou Hastrup.

Hun forestiller sig, at kundegrundlaget er de mennesker, der går meget op i mad og især økologisk mad.

- Så vil der forhåbentligt også være en vis interesse hos dem, der er vant til at komme på Tuskær til kulturelle oplevelser. Desuden kan vores gæster være turister, der gerne vil blive på vestkysten for at spise. Måske har de besøgt Bovbjerg Fyr, der lukker kl. 17, og så kan de gå langs kysten ned til os for at spise, siger Lise Faurschou Hastrup.

Indtil videre kører "restaurant-forsøget" frem til slutningen af oktober.

Annonce

Eftermiddagscafé

Tuskær har i øjeblikket åbent alle eftermiddage pånær mandag og tirsdag. Man kan se udstillinger og fordybe sig i stedets bibliotek med kunstbøger. Cafeen er også åbent disse eftermiddage, og her er der også sket en opgradering.

- Her har vi udvidet med menuer, man kan blive mæt af - f.eks. røget fisk og fiskefrikadeller. Det er noget, som cykel- og vandreturisterne sætter pris på. Vi er desuden begyndt at levere sandwich til vandrerne på VesterhavsCaminoen, siger Lise Faurschou Hastrup.

Hun har netop ansat to unge piger til at hjælpe sig med de praktiske opgaver, og i køkkenet får hun desuden hjælp af frivillige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Lemvig

Nu bygger vi bro

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce