Annonce
Lokalavisen Lemvig

Tvillinger havde travlt med streetfood: Fedt med så meget positiv respons

Indehaveren af eGastro, Thomas Henriksen, er her flankeret af tvillingerne Sofie Svankjær (tv) og Freja Svankjær på toppen af streetfood-containeren. Pressebillede
Tvillingerne Sofie og Freja Svankjær fra Lemvig havde lange arbejdsdage i spidsen for eGastro Streetfood, men de nød travlheden og den positive respons fra sommerens mange kunder.
Annonce

Lemvig: De skulle - primært via kanaler - have sejlet fra Danmark til Middelhavet denne sommer. Men disse planer blev ændret, og i stedet kom tvillingerne Sofie og Freja Svankjær fra Lemvig til at stå i spidsen for eGastro Streetfood på Lemvig Havn.

Det blev en stor succes med mange kunder, og det blev en stor oplevelse for det iværksætterglade tvillingepar, der er opvokset i Nørre Nissum.

- Vi kendte Thomas Henriksen (indehaver af eGastro, red.) fra et iværksætterkursus på Lemvig Gymnasium, hvor vi luftede ideen om at lave en pop up-café i Lemvig. Derfor var det nærliggende, at vi fandt sammen om streetfood-standen. Når vi alligevel ikke kom ud at sejle, ville vi gerne lave noget fedt her i Lemvig, og her var streetfood en oplagt idé, siger Sofie Svankjær.

Streetfood-standen - den sorte container på havnen i Lemvig - blev etableret på få dage.

- Det gik stærkt med at få det hele sat op. Vi åbnede i begyndelsen af juli, og det var egentlig meget passende, at der ikke var helt så travlt den første uge, hvor vi skulle sætte os ind i alle tingene, siger Freja Svankjær.

Der blev dog hurtigt meget travlt, og det var ikke unormalt, at tvillingerne havde arbejdsdage på 14 timer.

Annonce

Lange arbejdsdage

- Der var en del arbejde at lave både før og efter åbningstiden, så det gav nogle lange arbejdsdage, siger Sofie Svankjær, der sammen med sin søster blev student fra Lemvig Gymnasium i 2019.

Tvillingerne var de gennemgående medarbejdere på standen, men de kunne selvfølgelig ikke dække alle åbningstimer selv. Der var i alt ni medarbejdere tilknyttet nyskabelsen på Lemvig Havn.

- Det var både sjovt og hårdt, og det var ikke mindst sjovt, fordi vi fik en masse positiv respons. Mange udtrykte begejstring for, at der var kommet streetfood til Lemvig. De sagde, at det var fedt, at der skete noget på havnen i Lemvig. Det var både lokale og turister, der kom med  positiv respons, siger Freja Svankjær.


Mange udtrykte begejstring for, at der var kommet streetfood til Lemvig. De sagde, at det var fedt, at der skete noget på havnen i Lemvig.

Freja Svankjær, Lemvig


Travlheden betød også, at der ind imellem kunne være ventetid på at få serveret mad og drikke.

- Den generelt gode stemning betød, at der ikke var sure miner, selv om man skulle vente lidt på sin bestilling. Kunderne kunne se, at vi havde travlt og skyndte os alt det, vi kunne, siger Sofie Svankjær.

Annonce

Har lært meget

De har planer om at rejse fra Lemvig "inden så længe". Sofie Svankjær vil gerne - hvis ellers corona-restriktionerne gør det muligt - rejse til Portugals hovedstad Lissabon og opholde sig dér i en periode. Freja Svankjær har planer om at flytte til Aarhus for at læse faget fysik op. Det skal hun bruge i sin videre uddannelse.

- Vi har lært meget af at stå for streetfood-standen. Vi har lært, at ting kan lade sig gøre, hvis man selv tror på det. Det har givet os gåpåmod at være med til selv at skabe noget. Der har været masser af arbejde, men det har været fedt, og det har ikke afskrækket os for at prøve noget lignende en anden gang, siger Sofie Svankjær.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce