Annonce
Lokalavisen Lemvig

Uvished om åbningsdato giver frustration hos den nye ØnskeBørn i Lemvig

René Salskov er i færd med at pille inventaret ned i den gamle ØnskeBørn. Det nyeste af inventaret bliver genbrugt i den nye ØnskeBørn. Foto: Allan Damgaard
Den nye ØnskeBørn i Lemvig - der også indeholder en legetøjsbutik - kan ikke åbne som planlagt den 26. februar. Det giver frustration hos ejerne. ØnskeBørn åbner en midlertidig outlet-butik i gågaden sammen med Spotigan.

Lemvig: Der har i efterhånden lang tid stået datoen den 26. februar i vinduerne i den tidligere Tæppegården i krydset Østergade/Enghavevej i Lemvig.

Det var meningen, at det var den dag, at ØnskeBørn skulle åbne på sin nye placering og samtidig slå dørene op til en ny legetøjsbutik, Kids Coolshop.

Men det bliver som bekendt ikke til noget. De nuværende corona-restriktioner betyder, at hovedparten af butikkerne skal være lukket til den 28. februar, og dermed kan den nye butik tidligst åbne i de nye omgivelser mandag den 1. marts. Indehaverne har dog besluttet, at de først åbner fredag den 5. marts, hvis det vel at mærke kan lade sig gøre.

- Det er frustrerende, at vi ikke ved, hvornår vi kan åbne. Det er også frustrerende, at vi ikke kan komme i gang, når vi nu har lavet en større investering og har mange varer på lager, siger René Salskov.

Han har været indehaver af ØnskeBørn i seks år, men i forbindelse med flytningen fra Konsul Andersensgade til den nye placering har han fået Kamilla Vejlgaard som kompagnon, så de nu er to indehavere, der også ejer selve bygningen.

Samtidig bliver butikken udvidet med en legetøjsbutik, der er med i kæden Kids Coolshop. Her bliver Lemvig-butikken nummer 19 i kæden, og butik nummer 20 i den landsdækkende kæde dukker op i løbet af foråret. Det er en kæde, der giver de enkelte butikker stor grad af frihed.

Kamilla Vejlgaard og René Salskov er indehavere af både ØnskeBørn og Kids Coolshop.

Annonce

To integrerede butikker

- ØnskeBørn og Kids Coolshop får hver sin indgang, men inde i selve butikken er de to afdelinger integreret. Det er det samme personale, der ekspederer begge steder, og der bliver også kun ét sted, man skal betale, siger René Salskov.

Begge butikker har en webshop, og hvis man handler dér og vælger click & collect - og altså afhenter varen i den fysiske butik i Lemvig - så kommer handlen også den fysiske butik til gode. Den fremgangsmåde kan man også vælge, når landet ikke længere er corona-nedlukket.

Butiksarealet på den nye placering er cirka 800 kvadratmeter, og her kommer ØnskeBørn til at boltre sig på cirka 60 procent af pladsen, men legetøjet lægger beslag på den resterende del. I dag har ØnskeBørn et butiksareal på cirka 400 kvadratmeter.

Blandt varerne på legetøjsbutikkens hylder finder man naturligvis Lego, der altid synes at være i høj kurs hos børnefamilierne. Lego-æskerne lægger beslag på cirka 16 hylde-meter.

Annonce

Syv medarbejdere

Der bliver syv medarbejdere i den nye butik - foruden de to ejere er det to fastansatte og tre ungarbejdere. Vibeke Agger - der tidligere har arbejdet hos Kop & Kande i Lemvig - er ny medarbejder i den kombinerede butik.

René Salskov havde regnet med, at han skulle have sat en del af ØnskeBørns varer på udsalg her i årets begyndelse, så han kunne få ryddet op og dermed også slap for at flytte det hele med hen til den nye placering.

Men det har corona-restriktionerne som bekendt forhindret. Derfor åbner han nu en outlet-butik i den tidligere Tøjeksperten i Vestergade i Lemvig. Det gør han sammen med Sportigan, der også tidligere har haft outlet i dette lokale.

- Her kommer vi til at holde udsalg og restsalg, siger René Salskov.


Vi ville gerne have åbnet med et brag, men det er ikke realistisk, at det vil være tilladt i forhold til forsamlingsforbuddet.

René Salskov, medindehaver af ØnskeBørn og Kids Coolshop


Hvis restriktionerne ellers tillader det, så forventer han at kunne åbne outlet-butikken torsdag den 11. marts, og så vil der være åbent torsdage, fredage og lørdage.

Den nye butik kommer til at åbne forholdsvis stille og roligt.

- Vi ville gerne have åbnet med et brag, men det er ikke realistisk, at det vil være tilladt i forhold til forsamlingsforbuddet, siger René Salskov, der sammen med Kamilla Vejlgaard glæder sig til at kunne vise den nye butik frem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce