Nissum Fjord: Friluftsrådet blev næsten oversvømmet med billeder under sommerens fotokonkurrence, hvor danskerne blev inviteret til at vise, hvordan de bruger de danske naturparker. I alt modtog dommerne 325 billeder taget i de 14 naturparker og pilotnaturparker, som er spredt ud over hele landet.
Nu er konkurrencen afsluttet, og dommerpanelet har fundet en vinder for hver af de 14 parker. Konkurrencen omkring Naturpark Nissum Fjord blev vundet af Michael Maagaard, der indsendte et dronefoto, der viser strækningen mellem Thorsminde og Fjand Badeby. Han skriver selv om sit billede:
"Elsker de fantastiske gåture i det her område, både omkring fjorden og ude ved Vesterhavet. Utrolig fantastisk natur og bare storslået! (Info: vi står nede på stranden på billedet, bare meget små)".
Et af de vægtige kriterier for udvælgelsen af vinderbillederne var netop, der er mennesker på billederne, og det lever Michael Maagaards billede altså op til, hvis man kigger godt efter.
- Vi er meget glade for, at så mange har ønsket at vise os deres friluftsliv fra Danske Naturparker. Det understreger, at udover den mangfoldige natur vi har i Danmark, er der rige muligheder for at dyrke meget forskelligt friluftsliv i parkerne, siger projektleder for Danske Naturparker i Friluftsrådet, Sven-Åge Westphalen.
Det er de enkelte naturparker, der har udvalgt vinderbillederne, og vinderne fik alle et gavekort på 3500 kroner til en såkaldt glamping-tur, der kan beskrives som en luksusudgave af en primitiv overnatningstur.