Annonce
Lokalavisen Lemvig

Vi vil være kendt for restauranten - ikke bowling

Sofie Mollerup Andersen og Jesper Klitgaard foran restaurant Isværket. Bemærk det nye logo i baggrunden, som understreger den nye begyndelse, hvor det er restauranten, der er i centrum - ikke bowlingcentret. Foto: Lars Kamstrup
Nye medejere på Isværket har vendt konceptet om, så det er restauranten, der skal være det, man er kendt for - ikke bowling
Annonce

Lemvig: I folkemunde har det heddet Bowlingcentret, når man talte om restauranten på Isværket på Lemvig Havn. Det skal man ikke længere kalde det. Nu er det Restaurant Isværket. Der er investeret i, at det skal være et spisested af så høj en kvalitet, at det vil tiltrække lokale og udenbys spisegæster.

Baggrunden er, der er kommet nye medejere. Det er Sofie Mollerup Andersen og Jesper Klitgaard, og de har en helt anden tilgang til stedet, end der har været siden starten, hvor Isværket blev bygget for et par år siden.

- Det har fra starten været et bowlingcenter med en tilhørende restaurant. Nu har vi vendt konceptet. Det er en restaurant, hvor vi også kan tilbyde bowling som en aktivitet, fortæller de to nye medejere, som har været med siden i sommer, og som fortsat er i gang med at udvikle stedet.

Sofie Mollerup Andersen er datter af Vita Andersen, som har kørt Isværket sammen med John Vendelbo. Sofie og Jesper danner par, og de er derfor kommet på Isværket, så de har kendt stedet. De er begge uddannet inden for branchen, da Jesper er kok, og Sofie har en bachelor med speciale i hotel og restaurant. Hun har arbejdet som konference-koordinator på hotel Comwell Hvide Hus i Aalborg - hvor Jesper i øvrigt også har været kok, og hvor de lærte hinanden at kende.

De har derfor haft en faglig indsigt, når de har været på Isværket på besøg hjemme hos Sofies familie.

- Vi syntes, det trængte til en ny start. At der kom nye tanker ind. Det har været en fin begyndelse, men der skulle lige som noget nyt til for at videreudvikle stedet. Det skulle lige som have et spark bagi, fortæller Sofie Mollerup Andersen.

Og så blev de taget på ordet. Forslaget kom, at de skulle flytte til Lemvig fra det nordjyske for at blive medejere. Det gik i orden efter et møde med Vita Andersen og stedets investor Jørgen Riise fra Thyborøn.

Lysten var hos dem begge til at tage til den mindre by, hvor man kender hinanden. For Sofie var det at komme hjem, og Jesper har været mange år i Aars, hvor han også er uddannet som kok. Og det afgørende var at blive herre i eget hus.

- Jeg har været ansat som kok flere steder, og det er altid andre, der har besluttet, hvad der skulle arbejdes med i køkkenet. Jeg havde stor lyst til selv at skulle bestemme og skabe det, jeg gerne vil. Det kan vi nu, siger Jesper Klitgaard.

Annonce

Forandringer i roligt tempo

De to er gået i gang med transformeringen af stedet, så det nu er restaurant Isværket, man vil kendes under. Der er nyt logo. Lokalerne er indrettet i den stil, de mener vil være passende. Det skal være enkelt og stilrent. Det skal være de gamle dyder som personlig betjening og servering. Og så skal maden være af de gode råvarer. Der er blevet skærmet af, så man ikke kan se ind i bowlingcentret netop for at underbygge, at nu er det et spisested, man satser på. Selve spisekortet har ikke blot skiftet indhold, men også udseende, der passer til stedets nye image.

- Men vi laver forandringerne i et langsomt tempo, da vi ikke vil skubbe de gæster, der er kommet her hidtil, fra os. Men vi introducerer nyt, som vi håber, de får lyst til, og så vil vi tiltrække et nyt publikum, som hidtil er blevet væk, fordi de troede, de skulle sidde i et bowlingcenter, hvor man kun kunne få klassikere som stjerneskud og burgere.

Det kan de stadig få - men med et noget andet udtryk. Niveauet er hævet. Det er suppleret med retter, som hører til årstiden og gerne er lokale råvarer. Fisk er selvfølgelig en vigtig del, når man ligger på havnen.

- Men jeg vil ikke være bundet af, at det skal være en bestemt fisk, der skal på menukortet. Jeg vil anvende den fisk, der rigtig god den dag på auktionen. Så på menu-kortet står der for eksempel "Stegt Vesterhavsfisk", og det er så den bedste fisk fra auktionen den dag. I det hele taget er jeg ikke meget for, at der kun skal være det samme på spisekortet altid. Det er mit temperament slet ikke til. Der skal ske noget nyt. Man bliver ikke udfordret i køkkenet, hvis man måned efter måned skal lave de samme retter. Der skal noget nyt til, og så bliver det også mere spændende for publikum at komme her, siger Jesper Klitgaard, der ikke er bange for at give gæsterne en udfordring med nye retter.

- Slår det an, er det godt. Går det ikke, finder jeg på noget andet. Men det vil være nordisk mad, som vil kendetegne køkkenet her.

Annonce

Selskaber og konferencer

Målet er et spisested, hvor man kommer og har tid til at hygge sig med et godt måltid. Selvfølgelig har man også de hurtige retter på spisekortet til dem, der ikke vil bruge så lang tid.

- Men det vil være dejligt at få gæster, der har sat aftnen af til at hygge sig med god mad og vin, siger Sofie Mollerup Andersen.

Planen er også på et tidspunkt at lave en månedsmenu til weekenderne.

- De almindelige aftner er det alligevel de færreste, der vælger tre retter, så det er passende i weekenderne, forklarer de to.

Sofies rolle på stedet er at stå for det administrative og overordnede, og i det hele taget være til stede og tage sig af stedets gæster. Jesper står naturligt for køkkenet.

Ud over de daglige gæster vil Restaurant Isværket satse på flere selskaber, møder og konferencer. Det sidste har Sofie en stor erfaring i at arrangere, og her i november er der faktisk planlagt en stor fiskerikonference på Restaurant Isværket med blandt andet deltagelse af fiskeriminister Mogens Jensen (S). Køkkenet har fået en opgradering, så den nu kan klare store selskaber og konferencer med helt op til 180 deltagere.

De nye medejere har været i gang siden 8. juli, og nu er de efterhånden så langt med deres planer for Restaurant Isværket, at de gerne vil vise det frem og gøre det mere kendt, at der nu er sket noget afgørende nyt. Derfor vil man have åbent hus fredag den 15. november 15-17, hvor alle interesserede kan komme inden for og se, hvordan der nu ser ud på Isværket - og så vil der være lidt smagsprøver på den mad, man nu vil være kendt for.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce