Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

2020 har været et hadeår - og dog

Ugens klummeskribent Trine Thi Lam bor i Helsingør. Hun arbejder som ungerådgiver for Headspace, Helsingør. Headspace er en anonym  og gratis rådgivningstjeneste, hvor børn og unge kan henvende sig, og tale med en voksen om det, der kan være svært at dele med andre. Foto: Lars Johannessen.
Annonce

Jeg ved simpelthen ikke, hvor november og december er blevet af. Det har været nogle af de der måneder, der bare er fløjet afsted. Og når jeg så alligevel har stoppet op og tænkt lidt over tilværelsen, så kan jeg på ingen måde ignorere, at det her ikke kun har været et par vanvittige måneder, men det har været et gennemført hårdt år på mange fronter. Og så alligevel.

For det er efterhånden blevet en folkeret at hade 2020. Med god grund. Men egentlig burde jeg vel også rette et lille tak til 2020. For jeg tror, at 2020 har givet os meget taknemmelighed tilbage. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har nydt et enkelt kram fra min kæreste og mine nære kontakter så meget, og det er først nu, at jeg ser, hvor skøn en high-five, et håndtryk, en fysisk hilsen kan være. Jeg sætter mere pris på mine venner end nogensinde før, og jeg glæder mig til vores lange snakke over FaceTime, nu hvor vi ikke kan mødes fysisk. Det er så typisk, at man savner det, som man ikke har, men sandheden er bare, at vi glemmer, hvor meget de små ting som fx et kram betyder. Så 2020 har alligevel bragt det med sig, at jeg er ekstra taknemmelige for krammet og kindkysset og alt imellem. Ekstra taknemmelig for venner, familie og gode kollegaer. Ekstra taknemmelig for hverdagen og det normale, som jeg glæder mig til at få tilbage.


Jeg glæder mig til, at corona, kontakttal og karantæne ikke er en fast del af vores ordforråd. Jeg glæder mig til at give kram uden at have dårlig samvittighed, og jeg glæder mig til torvedage, loppemarkeder og alt det normale

Trine Thi Lam


Vi er mange, der har måtte lide store afsavn til familie og venner. Jeg tænker meget på mine bedsteforældre, der heldigvis passer godt på sig selv, men som jeg ikke har set i flere måneder. Jeg tænker meget på mine venner, der bor i alt fra Middelfart til Møn, og som jeg savner at give et kram. Jeg tænker på min mor, der arbejder på et plejehjem, hvor flere af de ældre ikke har kunnet få de besøg, der er så vigtige. Jeg tænker på min søster, der er folkeskolelærer og har skullet jonglere online-undervisning og at være mor til et barn på to. Og så tænker jeg på alle de unge, jeg møder i headspace-rådgivningen, der har måtte vinke farvel til deres sidste forår i folkeskolen og gymnasiet for at sidde derhjemme og modtage undervisning over en skærm.

Det har ikke været optimalt. Langt fra. For i bund og grund er vi sociale mennesker, vi er flokdyr, og vi har alle brug for at være en del af en gruppe, unge som gamle. Og i år har vi måtte sætte vores helt basale ur-instinkter på standby til fordel for afstand, hjemmearbejde og albue-hilsner.

Jeg glæder mig til, at corona, kontakttal og karantæne ikke er en fast del af vores ordforråd. Jeg glæder mig til at give kram uden at have dårlig samvittighed, og jeg glæder mig til torvedage, loppemarkeder og alt det normale.

Allermest, så glæder jeg mig til et nyt år med nye muligheder og nye veje, der skal udforskes. Og når kl. er 23:59 d. 31. december, så vil jeg trække lidt på skuldrene, tage en dyb indånding og så ellers stille mig op på den stol, som jeg skal hoppe ned af på slaget 12. Og så vil jeg bare håbe, at 2021 griber mig og favner os alle lidt mere, end 2020 gjorde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Donation der varmer: Ladcykel gør det lettere for elever med udviklingshandicap at tage med på ture ud i naturen

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Det socialistiske paradis: - På en almindelig folkeskole oplevede vi, hvordan 12-årige børn var i stand til at citere Lenin og tænke i kor og bære ens tørklæder

Lokalavisen Nordsjælland

Nyt kvik-testtilbud i Helsingør bliver hovedsagligt benyttet af pendlere: - Vores fornemmelse er, at der er et større behov

Annonce